Fortsæt til indhold
Erhverv

Præmenstruel? Tag et glas mælk

Forskning viser, at fire glas mælk om dagen kan forebygge præmenstruelt syndrom, som generer op mod 40 pct. af alle kvinder. Og deres mænd.

EPN

Nyheden vil formentlig ikke alene glæde de mange kvinder men også deres hårdt prøvede mænd og børn.

Et omfattende amerikansk studie viser, at calcium og D-vitamin kan forebygge PMS. Calcium svarende til fire glas mager mælk sammen med D-vitamin kan forebygge, at symptomerne opstår.

Det skriver Mejeriforeningen på sin hjemmeside.

Forskerne på afdelingen for Public Health på University of Massachusetts har sammenlignet kosten hos 1.057 kvinder, der led af PMS, med data fra 1.968 kvinder, som ikke havde symptomer.

Resultaterne viste, at kvinder med PMS har lave værdier af calcium og D-vitamin, og at man ved at øge indtaget kan mindske risikoen for at blive ramt af PMS. Undersøgelsen, der er publiceret i Archives of Internal Medicine, fandt tydelige effekter på udviklingen af PMS ved et D-vitamin- og calcium-indtag svarende til fire glas mager mælk om dagen samt et tilskud af D-vitamin.

"For kvinder, der er meget generet af PMS, og som ved, at de ikke får en halv liter mejeriprodukter og noget ost hver dag, er det da forsøget værd. De eneste bieffekter er et pænt indskud på knoglebanken og mindst 20 pct. af dagsbehovet for 12 næringsstoffer," påpeger chefrådgiver Susan Rønholt Hansen fra Mejeriforeningens afdeling for Mælk & Ernæring.