Fortsæt til indhold
Indland

Tysk ''merci''-chokolade trækkes tilbage på grund af Salmonella-frygt

Den tyskbaserede, internationale chokoladekoncern Storck - der blandt andet producerer kendte slikmærker som "Werthers Original", "Toffifee" og "merci" - trækker nu to måneders produktion af to af sine mærker, "merci" og "merci pur", ud af markedet over hele verden. Det sker efter stærk mistanke om salmonella i chokolade produceret på det samme fabrikskompleks som de to mærker, oplyser adm. direktør H. C. Lund fra Storck Danmark til Ritzau.

- Vi har foretaget mere end 2400 stikprøvekontroller og har ikke fundet nogen spor af salmonella i "merci" eller "merci pur" overhovedet. Men da vi ikke konkret ved, hvor forureningen stammer fra, har vi - som en ordentlig og forbrugervenlig virksomhed - besluttet, at trække to måneders produktion tilbage for at være på den sikre side, siger han.

Konkret drejer det sig om alle pakninger af "merci" og "merci pur", der har en "mindst holdbar til"-dato på "01.04.02" og "01.05.02". Forbrugere, der allerede har købt chokolade med disse udløbsdatoer, kan få pengene tilbage i den forretning, hvor chokoladen er købt.

Storcks beslutning kommer, efter at der er fundet salmonella af den sjældne type Oranienburg i chokolade produceret af et datterselskab i Storck-koncernen. Det er lavprischokoladen af mærket "Chateau", der forhandles af datterselskabet WIHA, men bliver produceret på samme fabrikskompleks som "merci" og "merci pur". "Chateau" er allerede trukket af markedet.

- Men det kan jo vise sig, at smittekilden er råvarerne. Kakaobønner eller mælkepulver for eksempel. Derfor ønsker vi at være på den sikre side, siger H. C. Lund.

I Fødevaredirektoratet roser vicedirektør Henrik G. Jensen beslutningen. - Det er helt efter fødevarelovens ånd og bogstav, at virksomheden på den måde viser ansvarlighed, også selv om der ikke er fundet salmonella i de chokolader. Så det er vi meget tilfredse med, siger Henrik G. Jensen.

I Tyskland er 240 mennesker blevet smittet med salmonellaen Oranienburg, mens 15 danskere inden for de sidste tre uger er ramt af bakterien - efter alt at dømme efter at have spist chokolade.

/ritzau/