Aarhus Teater. FYRVÆRKERIMESTERENS DATTER
Anmeldelse Aarhus Teaters juleforestilling, der er uden jul, vil og kan noget andet og er en forfriskende afveksling som.
Aarhus Teater. FYRVÆRKERIMESTERENS DATTER
Af Philip Pullmann
Oversættelse: Jesper Kjær
Instruktion: Lars Romann Engel
Scenografi Catia Hauberg Engel
Spilles til den 10. januar
[x] [x] [x] [x]
Det er en juleforestilling helt uden jul. Det behøver man nu ikke at se mørkt på.
Alligevel er det en forestilling, hvor mørket lægger sig over scenen sammen med et højt, men både sjovt og rammende lydbillede. Læg dertil en invasion af farlige væsener.
Fyrværkerimesterens datter er altså ikke umiddelbart en forestilling for mindre børn, som let bliver bange. Men vurderet ud fra reaktionen hos de yngste blandt premierens publikum så er bange børn en mangelvare i dag. De små havde det tilsyneladende godt. Det havde vi ældre nu også.
Historien om Lila (frisk Kristine Nørgaard), der vil være fyrværkerimester som sin far (Lars Høy), men som ikke må få lov til det, er heller ikke lige til, men den har en elementær spænding og en afveksling, som gør den underholdende.
Den er også godt lavet. Som teater ryger historien lige ind med de forbehold, som er antydet, men som også kun skal antydes.
Der er jo ingen, som siger, at det skal være julehygge, bare fordi der kun er en måned til jul. Når man nu i stedet for kan lave rigtigt teater og lade det hele foregå i en storby år 2240, som man læser. På det sidste punkt synes fantasien dog at slippe.
Kåde og ironiske
Det er sjovt at se de professionelle skuespillere spille sig ud med et overskud af kådhed og (selv)ironi i denne fantasiverden, som er så langt fra familien Gregersen, som vi kan komme.
Niels Ellegaard er Rambashi, chef for krokodillebanden, meget farlig og meget sjov. Han har rigtige breakdansere blandt sine krokodiller, og sikke de kan. De løfter.
Mens elefanten i opførelsen på Det Kgl. Teater er lige så stor som en elefant, så er den her ikke større end et menneske, men hvor er Hamlet, som elefanten hedder, da naturtro i sine bevægelser. Hvis der blev oprettet en Reumert-pris for årets bedste fremstilling af et dyr, så kan Lars Junggreen næppe få megen konkurrence som prisvinder.
Historien slutter med, at der skal affyres tre fyrværkerier, og kongen (Søren Byder) skal bestemme, hvilket der er det bedste. Hvis pigen Lila vinder, hvilket vi ved, at hun vil gøre, og alligevel er vi ikke helt trygge, for hun har aldrig prøvet det før; hvis Lila altså vinder, så bliver hendes far befriet fra sit fængselsbur og ikke henrettet.
I Århus ser man ikke tre fyrværkerier, men forskellige underholdende shows. Henning Olsen nyder det som professor Puffenflash, som trylleskyder en stjerne frem oven på sit snedækkede træ. Jamen, så kom der alligevel en lille smule jul.
Lars Arvad nyder det også som den prangende og pruttende Sparkington, som jo altså står for sit eget fyrværkeri. Vi nyder med.
Artistisk fyrværkeri
Lilas fyrværkeri er en artist. Anders Astrup Jensen tryller elegant, næsten poetisk med sin krop i et snoreloftshøjt lagen. Alle er vi enige om, at han står for det flotteste fyrværkeri. Nå, ja, kongen er først tvær, men så stiller krokodillebanden sig an. Lila får sin far fri, og hun tager sin Chulak (Christian Hetland Jepsen) i hånden.
Ellers er de i alt 16 om 32 roller.
Det er en flot forestilling i Lars Romann Engels kraftfulde iscenesættelse, som ikke lefler hverken nedad eller opad, og i Catia Hauberg Engels virkningsfulde scenografi med musik (Yo Akim Hjejle), lyd (Kim Engelbredt) og lys (Peder Jacobsen), som vil noget.
Efter premieren var der fyrværkeri ude foran over Bispetorvet. Det vil blive savnet efter de øvrige forestillinger.