Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Råzone Danmark, 2006 Instruktion: Christian E. Christiansen

Ny dansk ungdomsfilm lader sine personer i stikken.

Af SOPHIE ENGBERG SONNE

Råzone Danmark, 2006 Instruktion: Christian E. Christiansen
1 time 33 minutter
Premiere i dag i Palads og CinemaxX, København, og i biografer landet over

Unge er onde ved hinanden. Det har vi sådan set aldrig været i tvivl om - tænk bare på "Zappa", "Kundskabens træ" og svenske "Fucking Åmål" for ikke at tale om diverse personlige erfaringer fra skolegården. Netop fordi ungdommen er så hård en tid, har man som ungdomsfilminstruktør et stort ansvar for at skildre de barske løjer med finfølelse og forståelse og ikke mindst for at give de unge et par fornuftige overvejelser med i bagagen.

Den debuterende danske instruktør Christian E. Christiansen føjer med "Råzone" endnu en barsk sag til coming of age-genren. Filmen handler om fire veninder, der udgør en hårdkogt pigebande. Der drikkes, ryges og sms'es livligt, og ord som møgluder, smatso og stikkerso fyger gennem luften. Hovedpersonen Christina (Laura Christensen) er - skal vi tro - ikke helt så ondsindet og ensporet som de andre. Alligevel må hun overgive sig til gruppens pres og tage med hen og røve omklædningsrummene i hallen, mens de gamle damer er til ældregymnastik. Da hun bliver snuppet og bedyrer sin uskyld - det var nemlig ganske rigtigt ikke hende, der stjal en gammel dames dankort og ribbede det for 4.500 kr. - stikker hun sine veninder, og så er hævnen helt ufattelig.

Christiansen har med "Råzone" villet lave en film, der er i øjenhøjde med de unge, og som taler et sprog, der er virkelighedsnært og sejt. Desværre klinger det mere påtaget end autentisk, og sandheden er, at "Råzone" ikke i tilstrækkelig høj grad forsøger at komme ind bag huden på sine personer.

Kun glimtvis får vi en forklaring på, hvorfor disse piger er blevet så hårde i filten, men filmen interesserer sig ikke for alvor for, hvordan man kan forebygge det voldsomme voldsdrama. I stedet kommer de ekstremt barske scener til at virke en lille smule voldsforherligende, og det er at gøre de unge en massiv bjørnetjeneste.

kultur@jp.dk