Fortsæt til indhold
International

Leder af Islamisk Jihad anholdt sent lørdag i Gaza

Det lykkedes sent lørdag for palæstinensisk politi at anholde en af topfigurerne fra den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad, Mohammed al-Hindi, oplyste kilder fra sikkerhedsstyrken.

Tidligere lørdag omringede omkring 100 betjente og soldater al-Hindis hus for at anholde ham, men i ildkampene mellem hans sikkerhedsfolk og politiet og stenkastende allierede havde han held med at undslippe i en ventende bil.

Islamisk Jihad påtog sig sent torsdag ansvaret for drabet tidligere på dagen på en israelsk soldat. Soldaten døde efter at være blevet såret under et angreb fra bevæbnede palæstinensere nær grænsen mellem Israel og Vestbredden. Den militære enhed tog også ansvaret for et skudattentat tirsdag i byen Afula i det nordlige Israel, hvor to israelere døde.

Gruppen har stået bag en række angreb på israelere, heriblandt selvmordsbombeangreb, siden den palæstinensiske opstand brød ud for 14 måneder siden.

/ritzau/AFP