Fint valg til en vigtig dansk post i Tyskland

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så blev den vigtige post som generalkonsul i Flensborg besat, og der er bestemt ingen grund til at tro, at det tidligere folketingsmedlem Kim Andersen (V) ikke skulle være et godt valg. Nu skal sommeren bruges til at terpe tyske verber, og så er Kim Andersen klar til fortsætte det fremragende arbejde, som den meget afholdte Henrik Becker-Christensen præsterede gennem 19 år i Flensborg.

Kim Andersen har en oprigtig interesse for grænselandet og Sydslesvig. Usædvanligt har han bevaret formandsposten for Folketingets Sydslesvig-udvalg, selv om han ikke blev genvalgt i 2015. Fra det danske mindretal lyder taknemmelige toner over valget, og så burde alle vel være glade.

Men det ulidelige sejpineri op til valget af Kim Andersen er ikke glemt. Hvorfor måtte Becker-Christensen overhovedet forlade sin post? Han er kun 67, og det på et tidspunkt, hvor regeringen i alle andre sammenhænge taler om, at vi skal give den et par år mere på arbejdsmarkedet. Han har været uhyre vellidt i grænselandet, i øvrigt også i det tyske mindretal nord for grænsen, og han har bragt alle nødvendige kvaliteter ind i arbejdet.

Dernæst den mærkværdige udnævnelse af Bertel Haarder. Han blev åbenbart til overs ved seneste regeringsomdannelse, og så måtte én ofres i huj og hast og uden videre begrundelse, for at en anden kunne genplaceres. Haarder er en hædersmand og trak sig, da protesterne fra Sydslesvig blev for hørbare. Manøvren hører bestemt ikke til de mindeværdige i statsminister Lars Løkke Rasmussens personalehåndteringer og bekræfter egentlig bare, at der stadigvæk er langt fra København til grænselandet.

Desto vigtigere er selve funktionen som generalkonsul. »I skal ikke blive glemt,« hed det med patos ved Genforeningen i 1920 om de danske, der kom til at bo på den tyske side, da grænsen blev trukket. Posten er en slags praktisk-politisk udmøntning af dette gamle løfte.

I det hele taget er de forbilledlige forhold i grænselandet for mindretallene på begge sider af grænsen alt for vigtige til at blive en brik i en kynisk sjakren om poster på Christiansborg. Regionen er simpelt hen et paradeeksempel på det gode naboskab og de gode relationer hen over grænsen i en tid, der ellers andre steder er hærget af det stik modsatte: mistro, mistillid, udgrænsning og vold.

Siden de legendariske Bonn/København-aftaler fra 1955, der regulerede forholdene for de to mindretal, er tilstanden i grænselandet kun blevet bedre, og fremhæves i dag som den bedste nogensinde. Det er ikke kommet af sig selv. Det har undervejs også fordret hårdt arbejde. En sådan tilstand skal der værnes om. Det forudsætter gode kræfter og gode viljer og også rigtige valg til de officielle poster.

Ved det nylige delstatsvalg i Slesvig-Holsten gik Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) noget tilbage, og man kan nok godt diskutere klogskaben i, at partiet efterhånden har bundet sig så hårdt op på især socialdemokraterne (SPD) i landdagen i Kiel i stedet for at søge en friere position, hvor man som mindretal opererer mellem de store, tyske partier.

Desto vigtigere bliver faktisk for tiden posten som dansk generalkonsul. Kim Andersen skal favne bredt. Han er det danske mindretals repræsentant og bindeled til det åbenbart fjerne København, men han skal også række ud til det omgivende tyske samfund.

Deraf – også – vigtigheden af at få terpet kasserollebøjningen i sommervarmen.