Dystre udsigter går i arv

Tredje generation i Danmark. Så er man da dansk. Født i Danmark og med forældre, som også er født i Danmark. At bedsteforældrene så er/var indvandrere, må være irrelevant, når det drejer sig om en statistik over, hvordan indvandrere og deres efterkommere klarer sig i det danske samfund.

Det må være sådan, Danmarks Statistik ræsonnerede, da man besluttede ikke at lave statistik over, hvordan tredjegenerationsindvandrerne klarer sig i det danske skolesystem.

Men for godt en halv snes år siden fik Dansk Folkeparti ved en finanslovsforhandling gennemtrumfet, at der også skulle føres statistik over, hvordan efterkommernes børn klarer sig i skolen, og det viste sig at være yderst relevant, for det er dyster læsning.

Det var først i 2014, at Danmarks Statistik mente, at der var tilstrækkeligt talmateriale til at beskæftige sig med de ikkevestlige tredjegenerationsindvandrere. Først ved folkeskolens afgangsprøve mener Danmarks Statistik, at det giver mening at foretage sammenligning mellem de ikkevestlige tredjegenerationsindvandrere og øvrige elever.

Det viste sig, at tredje generation af de ikkevestlige indvandrere for både drenges og pigers vedkommende lå på samme niveau som anden generation, og det vil sige markant lavere end alle andre.

Danmarks Statistik noterede sig ved den lejlighed, at det ville blive spændende at se udviklingen af de kommende større generationer af 16-årige, men af uransagelige årsager er disse oplysninger ikke medtaget i den årlige publikation ”Indvandrere i Danmark”. Formanden for Dansk Samling, Morten Uhrskov, bestilte og betalte en særkørsel af denne statistik, som viste den ganske foruroligende udvikling – nemlig ingen udvikling. Danmarks Statistik oplyser på forespørgsel, at det beror på en tilfældighed, at disse tal ikke er medtaget i den officielle årsudgivelse, og det kan vi så vælge at tro på. Alternativet ville jo nære en mistanke om, at dette strengt saglige foretagende tog politisk korrekte hensyn og nedtonede oplysninger, som kunne give et negativt indtryk af store indvandrergruppers vilje til at lade sig integrere i det danske samfund, først og fremmest ved at lære det danske sprog.

Situationen er naturligvis ganske uholdbar, for hvis udviklingen fortsætter, vil der med tiden opstå et nyt proletariat af dårligt uddannede efterkommere af indvandrere i både anden og tredje og – hvem ved – måske også fjerde generation.

Det er en kendsgerning, at problemet især koncentrerer sig om indvandrere fra mellemøstlige lande. Indvandrere fra eksempelvis Vietnam, Kina, Thailand, Sri Lanka og Filippinerne har slet ikke de samme problemer. De lærer hurtigt dansk, og de klarer sig godt både i skolen og på arbejdsmarkedet.

Men blandt mellemøstlige indvandrere hersker der tilsyneladende i vide kredse en betydelig uvilje mod overhovedet at ville Danmark.

Mest grotesk kommer det til udtryk, når børn og unge sendes på såkaldte genopdragelsesrejser til forældres og bedsteforældres hjemlande for at modvirke deres udvikling i retning af danske normer.

Det vil nok kræve en betydelig pædagogisk indsats at gøre forældre og bedsteforældre begribeligt, at de ikke tjener deres børn og børnebørns tarv ved at fastholde dem i mellemøstlige normer og først og fremmest ved ikke hurtigst muligt at støtte deres tilegnelse af et godt dansk, som er den afgørende forudsætning for at klare sig i det danske skolesystem.