Hollande har været en spejlvendt Donald Trump

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Francois Hollandes meddelelse op til weekenden om, at han ikke søger forlængelse som Frankrigs præsident ved valget næste år, er en af de mest fornuftige beslutninger, han har truffet, siden han flyttede ind i Élysée-palæet i 2012.

Hollande har været et i særklasse elendigt statsoverhoved, når det drejer sig om at få sin nations økonomi til at hænge sammen. Det så ikke for godt ud, da han begyndte, men det er blevet stadigt mere elendigt, efterhånden som han søgte at indføre sine håbløse modeller for landets frelse. De virkede inspireret af ”Kejserens nye klæder” – han lod, som om det var noget helt fantastisk, mens selv den yngste handelsskoleelev kunne se, at det var luftkasteller.

På den måde har præsidenten været en slags spejlvendt Donald Trump – en socialist, der troede, at han kunne lukke øjnene for markedsmekanismer og verden i øvrigt. Som Trump kom han med det ene fantasifulde løfte efter det andet – nedbringelse af ledigheden, f.eks. – som han må have vidst ikke kunne gennemføres med mere regulering. Og fordi han er fra venstrefløjen, forsøgte han sig også med en topskat på 75 pct.; den blev afvist af forfatningsdomstolen, men kunne have fået en pæn portion af de driftigste i landet til at søge andetstedshen.

Resultatet – og her taler vi om nogenlunde objektive nøgletal – er rystende. Ledigheden er godt 10 pct., hvilket er mere end for fire år siden. Ungdomsarbejdsløsheden er 24,4 pct. Den økonomiske vækst for 2016 skønnes at blive 1,3 pct. Selv Storbritannien, der har sit at kæmpe med, kommer antageligt op på 2 pct., Tyskland tippes til 1,7.

For Danmark anslås væksten til omkring 1 pct., hvad der ikke er noget at prale af. Det er tværtimod dybt problematisk. Men når det drejer sig om ledighed og andre parametre, ligger vi – som øvrige nordiske lande og Tyskland – fornuftigt.

Det bekræfter, at der er en nord syd-kløft i Europa. Den befinder sig omkring alperne, og jo længere ned man bevæger sig, des værre bliver det. I Italien er ungdomsarbejdsløsheden 39,2 pct., i Spanien 43,9 og i Grækenland over 50 pct. Ikke mindst denne udvikling er ganske forfærdelig, fordi den er i færd med at smadre store dele af en generation.

Det er ikke kommet som en tyv om natten. Det er en udvikling, der har været længe undervejs, og de ansvarlige har ikke turdet gøre noget. Opskriften er en liberalisering af arbejdsmarkedet, så det bliver lettere både at ansætte og komme af med medarbejdere. Det er sådan, det har fungeret i lande, hvor nøgletallene er bedre. Det er ikke atomfysik. Men mange ledere har holdt og holder sig tilbage, og Hollande har været blandt de enfoldigste i flokken. At mange unge, vildledt af fagforeninger og venstrefløjen, som kynisk udnytter deres usikkerhed, har været imod reformer, gør det ikke lettere.

I Nordeuropa, og navnlig Danmark, er der ingen grund til selvfedme. Vi har ikke blot en lav vækst, men også et af verdens højeste skattetryk. At vi alligevel ikke har f.eks. klodens bedste sundhedsvæsen, er et mysterium, som det ville være interessant at få en forklaring på fra de ansvarlige.

Det hjælper bare ikke Frankrig, der har en hang til stolthed, men økonomisk ikke noget at have den i. Landet har været igennem grusomme terrorangreb, flere kan være på vej, og her, hvor præsidenten har vist sig fast og handlekraftig, er der al grund til at vise solidaritet. Men resten har, desværre, været en ynk. Au revoir, Monsieur le Président.