Når biskopperne hører paven prædike, skal de huske, hvad folkekirken er

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det hører ikke til hverdagskost, at en pave deltager i fejringen af Reformationen. Men det sker, når pave Frans lander i Lund mandag den 31. oktober, præcis 499 år efter at Martin Luther slog sine 95 teser op på porten til Slotskirken i Wittenberg. Under besøget vil paven sammen med præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund, Muni Younan, holde en økumenisk gudstjeneste.

På mange måder er det banebrydende, at de to kristne kirker på globalt plan finder sammen om at fejre netop den begivenhed, som lagde grund til gensidigt kiv. Flere peger da også på, at det ikke lige frem er forsoning, men snarere konflikt, som har stået på dagsordenen, når Luthers teser i diverse tiår er blevet genopfrisket. Med god ret kan man også mene, at de to kirker gensidigt har mere ud af at stå sammen. Kristendommen er under pres.

Men inden man falder på halen over, at paven træder ind i en ærkeluthersk domkirke, er det også værd at erindre om, at paven set med lutherske øjne hverken er mere eller mindre kristen end menigheden som sådan. Han er kort sagt en af os og bør behandles derefter.

At den katolske kirke har en fascinationskraft er svær at tage fra den. Alene mystikken omkring udnævnelsen af paven, kardinalernes konklave og den hvide røg er dragende, og med pave Frans har den katolske kirke fået en repræsentant, der kom som kaldet, efter at flere skandaler brød ud gennem Vatikanets tykke mure. Det blev pave Frans’ lod at forene missionæren med manageren, som skal lede den lille og tilsyneladende svært uregerlige Vatikanstat.

Pave Frans er modsat forgængeren gået meget jordnært og beskedent til sit embede. I bolig, i klædedragt, i omgangsform og ikke mindst i tale, som er forblevet direkte og ligetil siden den martsaften i 2013, da han stod frem som nyvalgt pave på Peterspladsen med et »godaften«.

Tre danske biskopper er blevet inviteret med til gudstjenesten i Lund. De to, Peter Skov-Jakobsen og Peter Fischer-Møller, fra henholdsvis Københavns Stift og Roskilde Stift har takket ja, mens Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift med beklagelse har meldt afbud. De danske biskopper, som tager til Lund, lægger vægt på, at dette ikke er et pavebesøg, men en økumenisk gudstjeneste arrangeret af Det Lutherske Verdensforbund og Vatikanet. Dermed understreger de indirekte, at deres deltagelse ikke bør lægge op til samme lidenskabelige debat, som den, der i 1989, da pave Johannes Paul II besøgte Danmark, hvor han ikke blev inviteret til gudstjeneste, men til liturgisk aftensang i Roskilde Domkirke.

Man kan ikke bebrejde de to biskopper, at de er blevet inviteret, men dog bemærke, at de kommer fra to stifter, som begge repræsenterer en opsigtsvækkende og noget foruroligende udvikling i folkekirken. I København har man arbejdet med kommunikationsstrategi, biskoppelig blog og organisationsdiagram på hjemmesiden. I Roskilde fremvises ”det bæredygtige alterbord”, en vejledning i, hvordan alterbordet kan udsmykkes med bæredygtige blomster og planter. Dette er blot et par eksempler på, hvordan folkekirken langsomt er under forvandling fra folkets kirke til et firma med biskoppen som lokal CEO.

Gudstjenesten i Lund markerer indledningen til, at 500-året for reformationen fejres. Lad det også være anledning til at minde om, at den lutherske folkekirke netop adskiller sig fra den katolske ved, at der er højt til loftet, og ingen kan tale på folkekirkens vegne.