En superbureaukratisk skatteplan

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var med store armbevægelser, at skatteminister Karsten Lauritzen efter skandalerne om tilbagebetaling af udbytteskatter for milliarder af kroner samt manglende inddrivelse af forfalden skattegæld fredag præsenterede endnu en ”redningsplan” for Skat.

Tusinder af nyansættelser og en opsplitning af Skat i op til syv nye styrelser er et mareridt af en bureaukratisk løsning – new public management, når det er værst.

Læg hertil eftergivelse af skattegæld for op til 14 mia. kr.

For at skabe det rette drama op til præsentationen blev den øverste chef for Skat, Jesper Rønnow Simonsen, fyret. Velsagtens et kunstgreb, der skal tørre ansvaret for de senere års mange skandaler af på embedsmændene i stedet for de politikere, der er de virkeligt skyldige i skatteskandalerne.

Det er særdeles tankevækkende, at det var den borgerlige Anders Fogh Rasmussen, der som skatteminister i 1990 slog Told og Skat sammen for herefter at lade new public management hærge den fusionerede etat. Ved Strukturreformen i 2005 var det under den ligeledes borgerlige skatteminister Kristian Jensen, at der skete en yderligere centralisering ved at fjerne bl.a. inddrivelsen af skattegælden fra kommunerne.

Om nogen er det borgerlige regeringer, der har djøficeret Skat og gjort et allerede uigennemsigtigt skattesystem så kompliceret, at selv de største skatteeksperter ofte må melde pas, alt imens pengene fosser ud af systemet. Vi har set, hvordan én regering vælger at spare på Skat gennem reduktion af medarbejderstaben, hvorpå den næste regering gør det modsatte. Bestandigt sker der interne rokeringer, der alt andet lige betyder en mindre effektiv skatteopkrævning, hvilket igen øger kravet om nye skatteindtægter.

Den objektive sandhed i hele problemkomplekset omkring Skat udspringer af det faktum, at Danmark har verdens højeste skattetryk, og at man for længst har passeret grænsen for effektiv beskatning – med andre ord skal man i mange tilfælde opkræve halvanden krone i skat for at få én krone i kassen, simpelthen fordi brandskatningen gør det stedse sværere at opnå optimal beskatningseffekt.

Sand borgerlig politik ville have været at forenkle skattesystemet og i samme proces reducere skattetrykket; eksempelvis ved at slå ejendomsværdiskat og grundskyld sammen til én skat og ved samme lejlighed fjerne rentefradragsretten. Et andet eksempel kunne være at fjerne nøddeafgifterne, der daterer sig tilbage til 1922, og som i dag antageligt koster mere i administration i staten og erhvervslivet, end de giver i provenu – og som i øvrigt betyder, at sunde nødder pålægges større afgifter end usunde varer som slik og sodavand.

Kun de mest naive tror, at regeringens plan for en ”genrejsning” af Skat vil være andet end endnu et massivt spild af penge og uden nogen garanti mod nye skatteskandaler.

Det kan ikke undre, at sande borgerlige vælgere efterhånden føler sig hjemløse, når et parti som Venstre kun har en superbureaukratisk løsning på det kaos, der har martret Skat gennem en menneskealder, hvor der har været 22 skatteministre, mens der kun har været seks statsministre.

Senest til foråret, når hundredtusinder af danskere får meddelelse om, at de skal betale restskat, vil reaktionen komme. Hvorfor skal skaffedyrene betale ved ”Kasse 1”, samtidig med at skattegæld for 14 mia. kr. eftergives?

Hvor findes de sande borgerlige politikere, der tager skatteydernes parti og værner deres interesser mod systemets?

Desværre synes de ikke at findes i Venstre-regeringen.