Multikulti

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvis det havde stået i avisen den 1. april og ikke den 31. marts, kunne man have troet, at det var en aprilsnar. Et samarbejde mellem et offentligt støttet mediehus, et privat idébureau og Odense Kommune udarbejdede i 2012 en rapport, der konkluderede, at der i Odense-bydelen Vollsmose var et stort uforløst turismepotentiale.

Rapporten slog bl.a. fast, at »London har Campden Town, Paris har Montmartre, København har Nørrebro – Odense har Vollsmose«. Det er jo faktuelt korrekt, men at der skulle være et stort uforløst turismepotentiale i Vollsmose er straks mere tvivlsomt, hvilket kun sættes i relief af, at nogenlunde samtidig med at rapporten udkom, fandt der et større bandeopgør sted i bydelen, som kulminerede, da 50 bandemedlemmer stormede Odense Universitetshospital for at få fat i en såret rival.

Eksemplet bruges da også i den netop udkomne debatbog ”Multikulturalismens fælder” til at illustrere, at drømmen om multikulturalismen ofte spærrer for en realistisk indsigt i, hvilke udfordringer man egentlig står over for i det danske samfund, når det gælder integration og grænsedragning over for udefrakommende kulturer. Her tænkes naturligvis først og fremmest på den muslimske kultur. Selv om vi bryster os af at have en åben og ofte også direkte debat om indvandrerproblematikken, hersker der en form for berøringsangst og blindhed, der gør, at der ikke for alvor bliver taget livtag med mange af de ting, som foregår i etniske minoriteter, som for eksempel æresvold, overrepræsentation i kriminalitetsstatistikker, social svindel, arrangerede ægteskaber, kvindeundertrykkelse, seksualmoral og mænd, der ikke vil give kvinder hånd osv.

Berøringsangsten og tavsheden er fænomener, man især møder på venstrefløjen og blandt kulturradikale, der i deres iver efter at få det multikulturelle samfund til at lykkes lukker øjnene for ord og handlinger, der er åbenlyst i strid med det demokratiske samfunds frihedsrettigheder. Den radikaliserede islamisme kan man måske godt finde ud af at tage afstand fra, men det kniber noget mere, når det drejer sig om handlinger som eksempelvis de seksuelle overgreb i Tyskland nytårsaften, kravene om særrettigheder eller imamers åbenlyst formørkede synspunkter, som de for eksempel kom til udtryk i TV 2’s meget omdiskuterede dokumentarserie.

Af frygt for at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti eller for at blive kaldt racist vælger man tavsheden og lancerer i stedet det synspunkt, at intolerancen skal mødes med tolerance og i virkeligheden en nedtoning af de danske værdier. Hvis vi vil have ordentlig integration, skal vi ikke slå muslimerne oven i hovedet med de danske værdier, men i stedet møde dem med dialog og tolerance, lyder argumentet. Intet kunne være mere forkert.

Naturligvis skal man søge dialogen, men man skal i lige så høj grad søge modsigelsen og turde påtale værdier, der er åbenlyst i modstrid med de værdier, som det danske samfund er baseret på, ligesom man skal turde stå fast på, at der er klare kvalitetsforskelle på samfundsværdier, der er baseret på demokratiske frihedsrettigheder og ligeværd, og samfundsværdier, der baserer sig på 1.000 år gamle religiøse lovtekster. Det siger sig selv.

Blot må det aldrig ende i den modsatte grøft, hvor vi for at modarbejde og modsige eksempelvis hadprædikanter, som det sker lige nu, sætter vore egne principper og frihedsrettigheder på spil. Det bør også sige sig selv.