Obama på besøg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ikke siden Calvin Coolidge i 1928 lagde vejen forbi, har en amerikansk præsident besøgt Cuba.

Derfor er det historisk, at Barack Obama nu aflægger officielt besøg i det kommunistiske frilandsmuseum i det forfængelige håb, at han derved permanent kan ændre mere end et halvt århundredes amerikansk udenrigspolitik. Ikke så få betegner den præsidentielle visit som tankevækkende naiv, da intet peger i retning af, at brødrene Castro agter at løsne deres greb om Cuba og cubanerne.

Overfladisk set kan det synes bizart, at USA i mere end et halvt århundrede har opretholdt en rigoristisk handelsembargo mod Cuba, samtidig med at man årligt har en samhandel for billioner af kroner med det kommunistiske Kina.

Der står ikke et enigt USA bag optøningen af forholdet til Cuba, ligesom præsident Obama ej heller har flertal i Kongressen for sin Cuba-politik, hvilket i praksis betyder, at stort set alle ændringer sker pr. dekret med de forfatningsmæssige begrænsninger, som denne lidet ideelle politik indebærer.

Amerikanerne kan nu rejse til Cuba, og turiststrømmen formodes at vokse kraftigt, når de direkte ruteflyforbindelser mellem de to lande retableres senere på året.

Hen ved en halv million cubanere har registreret sig som selvstændige erhvervsdrivende, primært beskæftiget med at servicere den voksende strøm af turister. Anderledes forholder det sig med potentielle investorer som bl.a. internationale hotelkæder, der ønsker at etablere sig i Cuba, og som oplever et bureaukrati af kommunistiske proportioner samt regelsæt, der tager sigte på, at ethvert potentielt provenu skal tilfalde den cubanske stat og ikke de cubanere, der vælger at søge arbejde i hotelbranchen.

På den anden side er gennemsnitslønnen 150 kr. om måneden; der eksisterer ingen uafhængige fagforeninger eller nogen strejkeret. Virksomheder, der får lov til at etablere sig, skal betale de ansattes løn til staten i form af ”konvertible” pesos, hvis værdi svarer til dollaren, mens den kommunistiske stat derpå udbetaler lønnen til de ansatte i såkaldte nationale pesos, der har en langt lavere købekraft.

Velsagtens som et forsøg på at tage brodden af en forudsigelig kritik har Castro-regimet løsladt en håndfuld dissidenter og givet tilladelse til, at The Rolling Stones langfredag må give en gratis koncert i Havana. Symbolske handlinger, der ikke ændrer årtiers undertrykkende diktatur, og det er næppe sandsynligt, at forholdene på Cuba vil ændre sig nævneværdigt, når Air Force One har forladt Havana.

En proces med gradvise, beskedne reformer kan være påbegyndt, men indtil videre med kommunistpartiet som uindskrænket magthaver. Seneste status for den spæde cubanske reformproces vil komme i forbindelse med kommunistpartiets syvende kongres, der indledes den 16. april.

Embedsperioden for den 84-årige præsident Raúl Castro løber til 2018, og intet indikerer, at han kunne være på vej til at forlade posten før tid, hvis helbredet holder.

At Cuba ikke kaster sig ud i en reformproces trods optøningen af forholdet til den historiske fjende mod nord, kan være ganske velbegrundet. Præsidentvalget i USA til november kan betyde en brat afslutning på tilnærmelserne, og det understreger svagheden ved en udenrigspolitik ført pr. dekret.

Der kan være sagligt belæg for at normalisere forholdet til Cuba, men det bør først ske, når Castro-regimet erklærer sig parat til gennemgribende reformer, herunder indførelsen af demokrati samt fulde menneske- og frihedsrettigheder.