De nye fronter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Indvandringen fra ikkevestlige lande presser de europæiske velfærdsstater på mange måder, men tydeligst måske i den klassiske, politiske opdeling i højre og venstre. Vælgerne skifter følgelig i disse år problemfrit fra centrum-venstre til indvandrerkritiske partier, der stemples som højreorienterede, selv om de i den økonomiske politik ofte ligger på linje med oprindelige socialdemokratiske positioner.

Seneste eksempel var det store interview med Henrik Sass Larsen her i avisen i søndags om indvandringens mange skyggesider. Hvis man kun læste teksten uden at vide, hvem afsenderen af de mange markante budskaber var, havde man nok ikke lige gættet på en magtfuld socialdemokratisk gruppeformand; en af partiformand Mette Frederiksens nærmeste støtter. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, har ligeledes taget hul på en fortjenstfuld selvransagelse om venstrefløjens traditionelle berøringsangst over for kritik af etniske subkulturer, og i dagens JP-kronik skriver dr.jur. Eva Smith lige ud, at det danske samfund er ved at knække midt over.

Det er masseangrebet på kvinder nytårsaften i Köln, der har udløst bølgen af hændervridende selvkritik på venstrefløjen, men man kan alligevel spørge, hvorfor det sker lige nu? Alle, der har haft øjne at se og ører at lytte med, har haft alle muligheder for at fornemme, hvad der – også – foregår i visse indvandrermiljøer, som absolut ikke lever op til normaleuropæisk standard. Alle, der har villet vide, har kunnet vide. Men sagen er netop, at ikke alle har villet vide – især for ikke at give de politiske modstandere øget skyts. Man har sat en gusten, indenrigspolitisk dagsorden over hensynet til den overordnede samfundsudvikling. Det er skammeligt.

Når Eva Smith nu beklager, at danskerne er delt op i to fløje, der står meget skarpt over for hinanden, sætter hun jo egne ord på dét, som andre i årevis har formuleret på den måde, at sammenhængskraften i selv et så velfungerende samfund som det danske uundgåeligt kommer under pres ved en for voldsom indvandring fra fremmedartede miljøer. Så faldt tiøren også for Eva Smith, sagt helt uden malice.

Og sådan er det hele vejen rundt. Hvor var feministerne i alle disse år med overgreb af alle slags mod indvandrerkvinder i mange hjørner af de europæiske samfund? Måske mere i det skjulte og knap så massivt og systematisk som i Köln, men reelt med afsæt i præcist det samme kvindesyn. Måske handler det også lidt om offer-hierarkier. Når Köln slår så hårdt igennem, er det måske, fordi angrebet kan tolkes som, at kvinder i visse miljøer nu rangerer under selv indvandrere fra arabiske lande, hvor venstrefløjen ellers traditionelt har placeret indvandrerne nederst i offer-kategorierne. Dét var trods alle fortielser og relativeringer alligevel ikke meningen.

Centrum-venstre har fået problemer med kompasset, fordi man så længe har lukket øjnene for den virkelige virkelighed og hellere har villet fokusere på det vidunderlige i at få en indvandrergrønthandler nede på hjørnet. Man har ikke villet forsvare de klassiske frihedsrettigheder, end ikke for kvinder, af frygt for at stigmatisere fremmede kulturer, og man har mødt al skepsis med automatstemplet ”racistisk”.

Venstrefløjen betaler nu prisen for sine fortrængninger, og under trykket fra den folkevandringslignende tilstrømning, som ikke mindst vil gå hårdt ud over de socialt mest udsatte grupper – der bor nu engang ikke så mange flygtninge i Gentofte – er der tale om en ganske brat opvågnen til nye realiteter. Ikke kun i Danmark taler socialdemokrater nu som partier, man tidligere affærdigede som yderliggående.