Storm på Europa
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Antallet af flygtninge betyder ingenting, hed indtil for nylig et af venstrefløjens mantraer på udlændingeområdet. Mon ikke dét ligesom så mange andre verdensfjerne meldinger fra den kant trods alt er forstummet? Millioner af mennesker fra Mellemøsten og Afrika har sat sig i bevægelse mod Europa. De apokalyptiske billeder fra Middelhavet, de græske øer, Eurotunnellen ved Calais og jernbanestationer i Sydeuropa, hvorfra migranterne vil videre mod Tyskland og Skandinavien, må få selv de mest renfærdige til at stille sig spørgsmålet: Hvor stopper denne udvikling? Hvordan skal Europa håndtere denne voldsomme tilstrømning af mennesker, hvoraf de færreste har ret meget andet at byde på end drømmen om et bedre liv – hvilket undertiden dog kan være nok.
Europa står over for en helt ny udfordring, som har været undervejs i årtier med en støt voksende indvandring fra ikkevestlige lande, men i dette år er der sket en veritabel eksplosion. Det er sandhedens time for de europæiske samfund i den forstand, at ingen længere kan lukke øjnene for, at det er selve den europæiske velfærdsmodel, der kan vise sig at være på spil.
En helt nødvendig erkendelse er, at dette ikke udelukkende er en flygtningekatastrofe. Det er det også; de sammenbrudte stater i vores nærområder afstedkommer store flygtningestrømme. Men især er udviklingen udløst af mennesker fra fjerne lande og kulturer, der ønsker sig et bedre liv, og som gennem globaliseringen og digitaliseringen har fået øje på og mulighed for at forsøge at skabe sig en ny start i et europæisk velfærdssamfund. Langt den største del af de mindst 800.000 udlændinge, der i år ventes til Tyskland, kommer fra det vestlige Balkan og er ikke i nærheden af nogensinde at kunne få asyl.
Der er med andre ord forskel på en asylsøger, som er flygtet fra krig og personlig forfølgelse, og en migrant, der gerne vil have del i den europæiske velfærd. Der må og skal følgelig etableres en forskel på, hvordan Europa forholder sig til disse to forskellige kategorier, og der er ingen vej uden om at håndhæve denne forskel endog meget konsekvent.
Det er blevet fremstillet, som om udlændingedebatten i Danmark er helt speciel. Det er ikke korrekt. Overalt i Europa foregår lige nu den samme debat om de samme mål og midler. Selv i Sverige, hvor eliten ellers i årevis har forsøgt at undertrykke sandheden om, hvordan en voldsom indvandring ændrer det svenske folkhem, kører debatten nu. Sverigedemokraterne ligger til at blive største parti, hvilket med skam at melde må være et chok for de svenskere, der har nøjedes med at lade sig informere via de etablerede medier. I Tyskland er der nu debat om både de sociale ydelsers størrelse og overvejelser over, hvordan man kan skærpe grænsekontrollen. Og så taler vi slet ikke om grænsehegnene i Ungarn og Serbien, pryglende politibetjente på Kos og andre drastiske virkemidler, som Europas kollektive selvforståelse indtil for nogle måneder siden slet ikke kunne holde til.
Den gamle maksime om, at et samfund ikke kan have åbne kasser og åbne grænser på én gang, viser sig nu med frygtindgydende præcision helt korrekt. Forude venter debatten om, hvorfor USA er så god til at håndtere politiske og økonomiske flygtninge, og hvorfor Europa er så dårlig. Forklaringen har ikke flyttet sig: USA stiller krav, mens Europa stiller ydelser til rådighed, også selv om de kun er på SU-niveau.
Det kan blive en barsk opvågnen for Europa. Idéen om det multikulturelle samfund blev lige pludselig meget konkret.