Foregangsland

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Blandt de initiativer, som den nye Venstre-regering slap løs i dagene umiddelbart efter sin indsættelse, springer særligt to i øjnene, også fordi de rammer lige midt ned i den verserende debat om Udkantsdanmark vs. københavnerelitisme. Hvis nogen havde troet, at repræsentanter og talsmænd for sidstnævnte måske trods alt havde lyttet så meget til valgets tale, at de ville dæmpe tonefaldet og i hvert fald forsøge at forstå førstnævntes synspunkter, må de være slemt skuffede.

De to udspil handler dels om at lempe planloven, så kommunerne får bedre muligheder for at styre udviklingen og skabe vækst også i provinsen, dels om at reducere landbrugets randzoner langs åer og vandløb samt kigge på muligheden for at give landmænd bedre mulighed for gødskning. Begge dele har helt rutinemæssigt udløst et ramaskrig fra diverse lobbyorganisationer, der ikke just udmærker sig ved en saglig omgang med fakta. Det fremstilles, som om der nu åbnes for kæmpemæssige Mallorca-agtige hotelbyggerier ned i vandkanten, og som om dansk landbrug står foran et miljømæssigt kollaps. Ingen af delene er naturligvis sandt.

Fælles for de to udspil er, at de er blevet overordentligt godt modtaget af de borgmestre og erhvervschefer, der skal forsøge at skabe udvikling og en bæredygtig fremtid for mange mindre samfund langt fra de store byer, og af det landbrug, som i årevis har følt sig som en prygelknabe for de mange luftige ambitioner om Danmark som grønt foregangsland. De, der står midt i problemerne og har løsningerne tættest inde på livet, er altså gennemgående positive. De, der skælder ud, er dem, der har et anderledes teoretisk forhold til problemerne, og for hvem både natur som sådan og landbruget specifikt er noget, der skal underkastes regnearkenes tyranni i fjerne kontorer på stenbroen i København.

Tonen mellem de to lejre er alt for uforsonlig. Teoretikerne har ikke gjort meget for at lytte til praktikerne. Undertiden skinner en regulær foragt lovlig tydeligt igennem. At dansk landbrug i dag ikke er i stand til at producere korn med tilstrækkeligt proteinindhold, så det kan bruges til grisefoder – korn og brød til mennesker taler vi slet ikke om – bliver affejet med en hjertelig latter. At mange lande, der traditionelt har importeret dansk korn, nu betinger sig, at de ikke ønsker dansk korn (”Danish excluded”), er ligeledes et forhold, der på ingen måde vækker til eftertanke. Tilsvarende med planlovens stramme regime. At flere udkantskommuner gerne vil kunne bygge en badebro eller en ekstra iskiosk inde i landet modtages med overbærenhed, ja foragt.

Reaktionerne afspejler en grundholdning, hvorefter naturen uden for de store byer bare har at ligge uberørt og Morten Korch-agtigt hen, så storbyens borgere kan lægge dagens stress og jag bag sig og opsøge den romantiske drøm om den uspolerede natur derude. At der i den virkelige virkelighed også er helt almindelige mennesker, der skal bo og leve og trives dér, er ikke noget, der må forstyrre dette ønske.

Sideløbende med disse udspil har regeringen varslet et eftersyn af, om Danmark overimplementerer EU’s lovgivning. Det er i den grad tiltrængt og kan også ses som en kritisk korrektion af den blinde tro på Danmark som et foregangsland, som gerne fremføres med næsten pastoral stemmeføring.

I andre sammenhænge ville man anse en sådan tilgang for storhedsvanvid – hybris i klassisk forstand – i et land med fem mio. indbyggere. Men når det gælder grøn omstilling, er det blevet et styrende mantra. Ingen kan forklare hvorfor. Og prisen, som den betales derude, taler vi slet ikke om.