Folkedrabet

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er ingen, som nøjagtigt kender antallet af de armenere, som måtte lade livet i Osmannerriget mellem 1915 og 1923. De op til halvanden million, der er på tale, er næppe helt forkert, selv om man ville ønske, at det var en overdrivelse.

Hvad der derimod ikke kan være tvivl om er, at det var folkedrab. Osmannerriget, der var en større udgave af det nuværende Tyrkiet, ønskede en etnisk og religiøst ensartet nation. Den skulle være tyrkisk og kun for tyrkere. Derfor blev kristne armenere myrdet, ofte var det rene nedslagtninger.

Man skal være naiv, ængsteligt anlagt eller direkte ondsindet for at købe den officielle tyrkiske udlægning om, at osmannerne blot ville flytte armenerne, fordi de gjorde fælles sag med den russiske fjende. Ifølge Ankara døde nogle, men ikke mange, og det var, har man indtryk af, nærmest ved et uheld. I øvrigt omkom også tyrkiske muslimer, hedder det.

Tyrkiet har mange positive sider. Det er et smukt land med en overvejende venlig befolkning, og ser man på landets sydlige nabolag – Syrien, Irak og Iran – er det imponerende, at man har et forholdsvis stabilt politisk system, om end man er langt fra en retsstat. Også de mange syriske flygtninge, som Tyrkiet har modtaget, aftvinger respekt.

Problemet med Tyrkiet kan sammenfattes i tre ord: Recep Tayyip Erdogan. Den mangeårige regeringschef og nuværende præsident har udviklet sig til en enehersker. Han tåler ingen modsigelse, politiske modstandere betragtes som fjender, og han har lige bygget sig et palads, som får Det Hvide Hus til at ligne en husvildebolig. Erdogan har efterhånden udviklet sit storhedsvanvid i en grad, så også dele af det islamiske parti AKP, som han har bygget op, har fået nok og protesterer åbenlyst.

Nu er det selvfølgelig ikke Erdogans ansvar, at der udførtes frygtelige gerninger for 100 år siden. Men hans arrogance er symptomatisk for den tilgang, Tyrkiet har til følsomme emner. Hvis der er nogle, som ikke er enige i en officiel udlægning, hvad enten det drejer sig om armenere, kurdere, palæstinensere, israelere eller unge utilfredse i Istanbul, reageres der med fornærmelse eller raseri.

Det burde jo hovedsageligt være en sag for tyrkerne selv, al den stund Erdogans jurisdiktion ophører nord for Sortehavet og syd for Middelhavet, men man må sige, at Ankara har været dygtig til at få ikke mindst europæiske lande til at følge linjen, når det gælder det såkaldte armenske spørgsmål. Et af disse lande er Danmark. Udenrigsminister Martin Lidegaard erklærer frejdigt, at Danmark ikke fra officielt hold kommer til at anerkende begivenheden som et folkedrab, og at det er en sag for historikere at bedømme.

Hvorfor egentlig? Synes udenrigsministeren, at 100 år er en for kort periode at vurdere noget ud fra? Må en politiker, selv et regeringsmedlem, ikke have en holdning?

Helt absurd bliver det ved læsningen af den i øvrigt glimrende hjemmeside folkedrab.dk. Her medtages naturligvis mordet på armenerne i en liste over folkedrab i det 20. århundrede. Bag hjemmesiden står Dansk Institut for Internationale Studier og Undervisningsministeriet. Det er altså et offentligt projekt. Må man foreslå, at udenrigsministeren kaster et hurtigt blik på siden?

Tyskland har, efter en til tider vanskelig debat, besluttet at gøre det rigtige. Forbundsdagen vil i dag, hvor hundredåret markeres verden over, komme med en udtalelse, som udtrykkeligt taler om folkedrab. Selv regeringstalsmanden har taget ordet i sin mund. Hvornår følger Danmark?