Det armenske folkedrab

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

(Foto: Vahan Stepanyan/AP. ) Dette billede blev taget sidste år - 99-året for det armenske folkedrab. En mindehøjtidelighed blev holdt for de estimerede 1,5 mio. dræbte armeniere.

Armeniere har dybe historiske rødder og regnes for det første folk, der indførte kristendommen som statsreligion i år 301. Kristne udgjorde op mod 25 pct. i Osmannerriget. Efter Første Verdenskrig og i dag er der under 1 pct. Van, Erzurum, Diyarbakir og Sivas er nogle af de tidligere armenske provinser kaldt vilayet.

Den tyrkiske regering benægter enhver påstand om folkedrab, selvom der er uomtvistelig dokumentation på, at der er begået overgreb mod det armenske folk. Der er også uomtvistelig dokumentation på, at bl.a. tyrkere, grækere og kurdere er blevet dræbt af forskellige grupper i Osmannerriget i tiden op til, under og efter Første Verdenskrig. Foruden dokumentation fra forskellige arkiver findes også beretninger fra nordiske missionsarbejdere som danskerne Karen Jeppe og Maria Jacobsen, nordmanden Bodil Biørn og svenskeren Alma Johansson, der alle dedikerede deres liv til at hjælpe de nødstedte armeniere. Ødelæggelsen af armensk kultur kan stadig spores i Tyrkiet. Jeg har selv rejst til Akdamar-øen i Van-søen og besøgt den armenske kirke, der blev ødelagt i 1915. Den skulle nedrives i 1951 i Celâl Bayars præsidentperiode, indtil forfatter Yashar Kemal forhindrede det.

Destruktiv begrebskrig

Diskussionen om, hvorvidt det var et folkedrab eller ej, er blevet til en begrebskrig, der er destruktiv. Det nytter ikke, at man i Tyrkiet forbyder anerkendelsen af folkedrabet, eller at man i Frankrig forbyder benægtelsen. Det nytter heller ikke, at politikere bruger folkedrabet som trumfkort mod Tyrkiet, hver gang der er uenighed om noget. Det gør denne følsomme sag til et politisk legetøj og fjerner fokus fra det væsentlige: de efterladtes behov for trøst og forsoning. Man bør have for øje, at FN's Folkedrabskonvention blev vedtaget i 1948 på baggrund af Holocaust i håb om at forhindre fremtidige folkedrab. Det har ikke været konventionens formål at bedømme eller dømme tidligere folkedrab og den blev anvendt første gang mod fhv. hutuborgmester Jean-Paul Akayesu for hans rolle under folkedrabet i Rwanda i 1994.

Den tyrkiske regering presses af den voksende bevidsthed, der især skabes på de sociale medier. "Tyrkheden" er gennem flere generationer overleveret til det tyrkiske folk som retfærdig, arbejdsom og ufejlbarlig - også når fjenden var ubarmhjertig. Derfor er opgøret svært, da det vil miskreditere hele institutionen og den tyrkiske historiefortælling. Regeringen er så presset af sociale medier, at de flere gange har blokeret adgangen til Facebook, Twitter og YouTube. For et par år siden anerkendte og undskyldte Erdogan for tidligere benægtede massakre i Dersîm (Tunceli).

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at armeniere har lidt store tab. De er blevet forfulgt, dræbt og deporteret. Det kræver trøst og forsoning, som er forsømt i over 100 år. Denne frygtelige kendsgerning skal ikke betinges af, om vi kalder det folkedrab eller ej, for drabene har fundet sted. Ingen bortforklaring om forsvar mod armenske oprørsgrupper kan ændre på det. Drab på civile af armenske oprørsgrupper kan aldrig legitimere, at man svarer igen ved at dræbe og fordrive armenske civile. Punktum.

Det påhviler derfor den tyrkiske regering, verdenssamfundet og de enkelte borgere at dele sorgen og smerten, som især det armenske folk bærer på i dag 100 år efter.

Vi er nødt til at stå sammen mod enhver form for overgreb mod mennesket. Vi kan ikke selv vælge vores etnicitet, men vi kan vælge hvilke værdier, vi omfavner og dyrker i fællesskab.