Hæn

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Vi ved det godt: Broderfolket mod øst er monomant optaget af sin position i verden som humanistisk og feministisk supermagt. Hvordan forklarer man ellers følgende? Sidste år registrerede man alle svenske gadenavne, så det kunne konkluderes, at der er flere gader opkaldt efter mænd end kvinder. Et hurtigt gæt er, at det også vil være tilfældet i Danmark, men det bliver næppe genstand for en offentligt finansieret udredning foreløbig. Men det sker i Sverige, og selv om det lyder som satire, så er man nærmest holdt op med at undre sig. Undersøgelsen viste i øvrigt også, at gader med mandenavne er længere end gader med kvindenavne, så også dér ser man en stor hån mod den totale ligestilling.

Ligesom man i øvrigt gør, når man skal med toget, selv om man måske ikke tænker over det. Men det burde man, synes ”hinsidan”. I en stor forskningsafhandling med titlen ”Rum, rytme og rejsende – kønsperspektiver på banegårde” har en svensk kønsforsker afdækket, at svenske banegårdes indretning er med til at opretholde »det normative, heteroseksuelle mandlige blik og fremstillingen af kvindekroppen som seksualobjekter«.

Banegårde er simpelt hen kvindeundertrykkende, og ifølge forskeren ses det blandt andet af, at herretoiletterne generelt er mere ulækre end dametoiletterne. Det opretholder ubevidst »stereotype kønsroller om kvinder som renlige og husmoderlige« og afslører »de forskellige muligheder, som mænd og kvinder i virkeligheden har for at være mobile og deltage i samfundet på lige fod«. Kvinder vil også have lov til at være nogle svin, for før er der ikke total lighed. Forskeren anbefaler, at eftersom »normative kønsforestillinger gentages ureflekteret af både rejsende og ansatte«, skal der sættes ind med efteruddannelse af personalekategorierne, så kønsbevidste værdier kommer til at dominere blandt dem, der møder de rejsende. Ja, det kan da vist kun gå for langsomt.

I den sammenhæng er det kun det, man kalder en naturlig fortsættelse, at svenskerne i denne uge ophøjede det kønsneutrale pronomen ”hen” som erstatning for ”han” og ”hon” til officiel sprogbrug. Der er stadig valgfrihed, men stærke kræfter bestående af radikale forkæmpere for ligestilling og politisk korrekte medier skal nok forstå at få has på de sidste ronkedorer, der bevidst eller ubevidst opretholder de normative kønsforestillinger, så hele landet inden længe vil tralle ”hen” fra morgen til aften.

I Danmark talte man i 1980’erne om noget lignende og blev enig om, at det danske kønsneutrale ditto skulle hedde ”hæn”, men så gik der udvalg i sagen, og her strandede det, for hvordan skulle det bøjes? Skulle det hedde ”hæns” eller ”hændes” i genitiv? Det døde en stille udvalgsdød, og med vanlig dansk sans for pragmatik blev det anbefalet i stedet at bruge det lidt mere besværlige ”han eller hun”.

Og godt det samme, kunne man sige, for selv om sproget også afspejler magt, og det kan give mening at diskutere, om det fortsat skal hedde formand eller talsmand, når der er tale om en kvindelig af slagsen, så må der være en kant. Men den særlige svenske kombination af en socialdemokratisk statsmagt, benhård feminisme og en totalitær lighedsideologi har lullet sig ind i en svensk illusion om, at hvis blot samtlige forskelle i den multikulturelle, humanistiske supermagt sprogligt ophæves, så holder de op med at eksistere.

Han, hon eller hen. Det kommer næppe til at ske, selv om man sender nok så mange kønsneutrale pædagoger på gaden i det stadig mere etnisk udfordrede naboland.