Vold virker
Efter massemordet i Paris er det populært at påstå, at vi alle er Charlie Hebdo, at pressen og omverdenen står skulder ved skulder med det satiriske blad og dets medarbejdere, som blev myrdet med koldt blod på grund af deres hån, spot og latterliggørelse af muslimernes profet Muhammed. Det lyder jo opmuntrende midt i den forfærdelige tragedie, vi har været vidner til, og man kan midt i forfærdelsen lade sig varme af denne følelse af solidaritet og sammenhold.
Men hvis vi skal se os selv i spejlet og være ærlige, så er ingen af os Charlie Hebdo. Tværtimod. Sådan har det været siden den anden Muhammed-krise i 2008, da flertallet af danske dagblade genoptrykte Kurt Westergaards tegning, efter politiet arresterede tre muslimer mistænkt for at planlægge et attentat på Muhammed-tegneren. Siden da har ingen store danske dagblade genoptrykt Jyllands-Postens tegninger. Nogle redaktører har forsøgt at rationalisere deres beslutning med henvisning til, at alle jo godt ved, hvordan tegningerne ser ud, og derfor er der ikke grund til at bringe dem igen og igen. Tja, vi ved også, hvordan Helle Thorning- Schmidt, Barack Obama eller de faldende tvillingetårne i New York ser ud, men det afholder os ikke fra at offentliggøre billeder af dem, når de er i fokus for nyhedsstrømmen. Motivet må altså være et andet end gentagelsens brøde.
Det samme gælder påståede hensyn til mindretal af den ene eller anden slags. Som professor Frederik Stjernfelt så fremragende har gjort rede for i sin og Jens-Martin Eriksens bog ”Adskillelsens politik”, er der ingen som helst stereotypisering af muslimer i Westergaards tegning til forskel fra klassiske antisemitiske tegninger. Tegningen skildrer Muhammed som repræsentant for islam, på samme måde som tegninger af Jesus henviser til kristendommen, tegninger af Karl Marx refererer til marxister, paven til katolikker, Adam Smith til kapitalister og amerikanske præsidenter til USA.
Der er ingen træk ved Westergaards tegning, som kan påstås at omfatte alle muslimer, på samme måde som krogede jødenæser eller grådighed i antisemitiske tegninger insisterer på at henvise til alle jøder. Westergaards tegning er rettet mod en doktrin, ikke mod konkrete individer.
Desuden er det ude i hampen at påstå, at islam ikke skulle have nogen magt. Magt handler om evnen til at påvirke menneskers og samfunds beslutninger. I den forstand har islam i den grad magt. De fleste europæere har 25 år efter angrebet på Salman Rushdie internaliseret fatwaen mod ham. Nej, grunden til, at ingen har genoptrykt de famøse tegninger, er naturligvis frygt. Alt andet er bortforklaringer. Frygt er imidlertid en legitim følelse, ikke mindst for de ansatte på denne avis. Vi har levet med frygten for et terrorangreb i ni år, og ja, det er forklaringen på, at vi ikke genoptrykker Muhammed-tegninger, hvad enten det er vores egne eller Charlie Hebdos. Hensynet til medarbejdernes sikkerhed vejer tungest. Vi er også på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering, og vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.
Vores kolleger på Charlie Hebdo blev myrdet, fordi de som det eneste blad i Europa insisterede på at fortsætte deres kompromisløse islamkritik på linje med hudfletningen af andre religioner. Det betalte de den højeste pris for. De insisterede på at forblive Charlie Hebdo. Det kan ingen andre bryste sig af.
.