Stil krav

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Siden den 7. december har Jyllands-Posten gennem en række artikler analyseret problemerne med den manglende integration af såkaldt ikkevestlige indvandrere, og det har været deprimerende læsning.

Lad os først og fremmest aflive begrebet ikkevestlige som samlebetegnelse, for det er en urimelig stigmatisering af indvandrere fra eksempelvis Thailand, Filippinerne og Kina, som ikke alene er velintegrerede i det danske samfund, men som oven i købet gennem aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet bidrager positivt til landets økonomi. Faktisk er raten af offentligt forsørgede personer i disse grupper lavere end blandt indfødte danskere.

Den brutale sandhed, som så mange velmenende mennesker i det danske politiske establishment har så bedrøveligt svært ved at erkende, er, at det er indvandrere fra Mellemøsten og Afrika, der udgør problemerne. Mennesker, som lever i isolerede parallelsamfund, hvor den eneste kontakt med det danske samfund er modtagelsen af de offentlige ydelser.

Og hvilke ydelser! I en af Jyllands-Postens artikler blev det dokumenteret, at en indvandrerfamlie med to voksne og tre børn modtager kontanter og offentlige ydelser for 454.851 kr. pr. år, svarende til 37.851 kr. pr. måned. Det er omtrent 10.000 kr. mere pr. måned end under den introduktionsydelse, som blev vedtaget af VK-regeringen, og som med et infamt manipulerende udtryk blev kaldt for ”fattigdomsydelse”. At kalde 27.775 kr. pr. måned et udtryk for fattigdom kræver en vis frimodighed, men den besidder eksempelvis Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann, der betegner de 27.775 kr. pr måned som »det rene ingenting.« Ydelsen på de 37.851 kr., som udbetales fra det øjeblik, en asylsøger er registreret som sådan, kan ikke siges i sig selv at være nogen overbevisende tilskyndelse til introduktion på det danske arbejdsmarked.

Et dybt forstemmende budskab, som går igen i artikelserien, er modviljen mod at kalde tingene ved rette navn. Modviljen mod åbent at sige, at det er den mellemøstlige og afrikanske kultur, der er problemet. Dette forhold er ikke undersøgt videnskabeligt, og det skyldes ifølge kultursociolog Mehmeth Ümit Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, at der blandt forskere er »en udbredt modvilje mod at forklare forskellen [i beskæftigelsesgrad] med henvisning til kulturen.«

Svaret synes oplagt: Man skal ikke rode sig ud i beskyldninger for racisme og diskriminerende udtalelser. Sådan er nemlig automatreaktionen fra brede kredse.

Men mon ikke tiden er inde til, at det danske samfund kaster berøringsangsten til side og 1) kalder tingene ved rette navn og 2) stiller kontante krav til alle indvandrergrupperne, også dem fra Mellemøsten og Afrika. De må lære at tale og skrive dansk, de skal tage imod samfundets tilbud om uddannelse, de skal deltage aktivt i foreningslivet, de skal afstå fra intern justits, og hvis ikke de spiller med på det danske samfunds spilleregler, skal de møde økonomiske og juridiske sanktioner. Som integrationen forvaltes i dag, er der alt for stor tilskyndelse til at isolere sig i ghettoer og parallelsamfund med egne love og regler, som langt hen ad vejen er i direkte strid med det danske samfunds regler. Men at dømme efter de politiske tilkendegivelser fra ikke mindst de to regeringspartier har det lange udsigter, og når en integrationsordfører kan kalde 27.775 kr. om måneden for »det rene ingenting«, så er der langt til en erkendelse af problemets alvor.