Chokerende tal

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det danske samfunds nettoudgift til forsørgelse af indvandrere fra ikkevestlige lande vil ifølge Rockwool Fonden beløbe sig til 16,6 mia kr. i 2014. Det er slemt nok i sig selv, men det er værre endnu: Hvis man deler begrebet ikkevestlig op i dem, som kommer fra Afrika og Mellemøsten på den ene side, og dem, som kommer fra Asien, dvs. fortrinsvis Thailand, Filippinerne og Kina, på den anden, viser det sig, at sidstnævnte faktisk bidrager positivt til det danske samfund, og forsørgelsesraten blandt indvandrere fra Thailand, Filippinerne og Indien faktisk er mindre end blandt indfødte danskere.

Det peger i retning af, at det muligvis er kulturelle eller religiøse parametre, som skal inddrages, hvis man skal have det fulde og retvisende billede af situationen, men her støder vi på modstand fra flere sider. Det skal der ikke tales om.

Kultursociolog Ümit Mehmeth Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet oplyser, at der ikke findes forskningsresultater, som peger på en sammenhæng mellem forskellige indvandrergruppers kulturelle baggrund og deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det betyder ikke, at der ikke er nogen sammenhæng, blot at det ikke er undersøgt.

»Vores undersøgelse har vist, at der blandt danske forskere er en udbredt uvilje mod at forklare forskellen med henvisning til kulturen,« forklarer han. Hvorfor mon? Er det, fordi en sådan undersøgelse kunne vise, at det er indvandrere fra lande med muslimsk kultur, som i særlig grad ligger det danske samfund til last? Er det mon, fordi en sådan undersøgelse ville vise, at kvinderne i sådanne kulturer bevidst af deres familier holdes ude fra arbejdsmarkedet og bevidst forhindres i at blande sig i det danske samfund? Er det mon, fordi en sådan undersøgelse ville vise, at der bevidst spekuleres i familiesammenføringer og efterfølgende livsvarig forsørgelse fra den danske velfærdsstat?

Er dette urimelige antagelser? Hvis ja, hvorfor så ikke få det undersøgt og urimeligheden dokumenteret? Indtil det modsatte måtte være bevist, må det anses for overvejende sandsynligt, at det netop er kulturen og religionen fra de mellemøstlige og afrikanske muslimsk styrede stater, der sammenholdt med en utålelig dansk politisk berøringsangst holder disse indvandrere fra en produktiv tilværelse.

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 42 pct. af de mandlige og 47 pct. af de kvindelige indvandrere fra ikkevestlige lande i aldersgruppen 30-59 år er på offentlig forsørgelse. For kvinder fra Libanon og Somalia er andelen af offentligt forsørgede 80 pct., og for mændene fra disse lande tæt på 70 pct.

Forhenværende rigsstatistiker Jan Plovsing kalder disse tal for chokerende, og det er vanskeligt at være uenig.

Løsningen ligger sådan set lige for, men den forudsætter, at berøringsangsten lægges til side. Erik Bonnerup, formand for Tænketanken om Udfordringer i Integrationsindsatsen i Danmark, understreger, at indvandrerne skal motiveres til at arbejde for pengene, og det økonomiske incitament er uomgængeligt. Der skal lægges loft over udbetalingerne, så arbejde altid kan betale sig.

Til den selvfølgelige indvending, at et sådant indgreb vil skabe flere fattige, og at flere børn vil vokse op i relativt fattigere hjem, anfører Bonnerup: »Er det bedre, at børn vokser op i en familie, hvor de ser, at hverken mor eller far arbejder? Svaret turde være indlysende.