Biskoppens kor

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lad det være slået fast med det samme, at ytringsfriheden naturligvis også gælder for statslige tjenestemænd. En biskop som Marianne Christiansen i Haderslev er derfor i sin gode ret til at blande sig i debatten, som hun for eksempel gjorde tirsdag i denne uge i Jyllands-Posten med et læserbrev. Faktisk kan man mene, at præster i den danske folkekirke er forpligtede på at påtale magtmisbrug og magtfuldkommenhed, når de ser den, fordi de netop, når de står på prædikestolen, beskæftiger sig med at forkynde den afmagt, som vi alle deler. I sin essens er forkyndelsen af det kristne evangelium netop at påpege, at vi intet er i os selv, at vi alle deler skæbne i afmægtigheden, og at vi først i erkendelsen af det kan virke i verden.

Men når der alligevel er en god grund til at opholde sig et øjeblik ved hendes læserbrev, er det, fordi en anden væsentlig læresætning i lutheranismen netop, som der står i evangeliet, er at give kejseren, hvad kejserens er, og give Gud, hvad Guds er. Med andre ord er det vigtigt som præst og forkynder i den danske folkekirke at holde sig for øje, at man ikke bruger prædikestolen som en politiserende platform og tilsvarende ikke misbruger embedet og teologien i den offentlige debat. Ligesom det er væsentligt at huske, at en meget vigtig værdi i den danske folkekirke er, at ingen kan udtale sig på dens vegne.

Det er netop noget af det smukke ved den danske, grundlovssikrede kirkeordning, at folkekirken er lokalt og regionalt forankret og som sådan er en af de væsentligste stemmer ind i de civile samfund. Den flade struktur sikrer, at det er den enkelte menighed, der ansætter præsten, så der kan være uendelig stor forskel fra sogn til sogn, og at kirken ikke udarter til politisk aktør, men alene koncentrerer sig om at forkynde evangeliet og udøve sjælesorg for sine sognebørn.

Så når biskoppen i Haderslev i et læserbrev underskriver sig som biskop og bringer Jesu ord om næstekærlighedsbegrebet ind i den hjemlige politiske debat om flygtningesituationen, tager hun både kirken og teologien som gidsel for at føre sin egen fortolkning af, hvad Jesus mon måtte mene om håndteringen af det stigende antal flygtninge fra især Syrien, igennem. Når hun skriver, at »knap 80 pct. af den danske befolkning er medlem af folkekirken – endnu flere er døbt. Og det vil sige at skulle leve med ekkoet af en mand, der for 2.000 år siden hævdede, at det afgørende i livet er, hvordan vi forholder os til den syge, den fremmede, den sultende, den fængslede«, ligger det implicit, at hendes fortolkning er den sande. Det er muligt, at mange medlemmer deler hendes fortolkning, men lige så sikkert er det, at mange meget gerne vil have sig frabedt at blive talt med i det kor, uden at det på nogen måde gør dem til dårligere mennesker eller dårligere kristne.

Der kører for tiden en debat i folkekirken afledt af det udvalg, som tidligere kirkeminister Manu Sareen nedsatte i 2011, om en ny kirkeordning, der skal styrke kirkens selvstyre. Det er stadig uklart, hvor det ender og med hvilket resultat for folkekirken, men der er ingen tvivl om, at en lang række aktører i kirken, heriblandt biskopperne, der i stigende grad antager karakter af ikke bare ”først blandt ligemænd”, men fører sig frem som et papistisk koncil, vejrer morgenluft og håber på en opfyldelse af drømmene om en kirkelig synode eller hovedbestyrelse, som kan udtale sig på kirkens vegne. Marianne Christiansen leverer i kraft af sit læserbrev det bedste argument mod en ny kirkeordning.