Gymnasier må sige ”stop”, når dydighedspolitiet siger ”skam”
I årevis har politikere forsøgt at løse integrationsproblemer med elevfordeling og administrative modeller. Imens har tavsheden bredt sig på de gymnasier, hvor den sociale kontrol fylder mest.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
På danske gymnasier holder fromhedsvogtere øje med, om skolernes muslimske piger bruger parfume, går uden tørklæde, eller om de taler med ”de forkerte” drenge. Det er horribelt, at mørke, sociale kontrolmiljøer i den grad har fat i elever og normer på danske uddannelsesinstitutioner. Nyt er det desværre ikke.
Berlingske beskriver, hvordan tre af hovedstadens uddannelsesinstitutioner er blevet udtaget til et såkaldt parallelsamfundstilsyn. Eksperter peger ikke overraskende på, at social kontrol er en del af hverdagen på ungdomsuddannelser landet over.
Hvad der derimod er mere overraskende, er avisens afdækning af, hvad man bedst kan beskrive som dobbelt struktur, hvor tavsheden blandt de voksne beskytter kontrollen blandt de unge. For kontrollen trives ikke kun blandt eleverne og deres familiemedlemmer, som endda tillader sig at dukke op på uddannelsesinstitutionerne med deres nidkære fordømmelse af de elever, der forsøger at leve et ungdomsliv, som det bør leves i Danmark: frit.
Ifølge integrationskonsulent og forsker Tina Magaard er det nemlig de gymnasier med de største integrationsproblemer og kontrol, der taler mindst om dem. Og de medarbejdere, der tillader sig at ødelægge den hyggelige stemning på lærerværelserne med realitetsbetragtninger, risikerer at blive frosset ud af kollegerne.
På den måde fortsætter den sociale kontrol ind på ledelses- og lærergange. Ikke som religiøse formaninger og de dømmende blikke, der florerer hos bl.a. ”stærke tørklædepiger”, men som tavshed og ved at nære en frygt for at sige det højt, som alle kan se.
Skiftende regeringer har gennem årene forsøgt at opløse integrationsproblemerne administrativt ved at forhindre en stærk koncentration af elever med anden etnisk herkomst. Først med fordelingsnøgler efter forældreindkomst, siden med transporttid og tvangsfordeling af elever.
Resultatet har været politisk ballade, vrede familier og gymnasier, der stadig kæmper med præcis de samme kulturkonflikter. I årevis er problemerne på den måde blevet pakket ind, afdramatiseret og parkeret i forklaringer om ”komplekse udfordringer”. Tavshed er blevet en del af systemet og dermed også en del af problemet.
Et af problemerne må politikerne i det mindste kunne tale om og gøre noget ved: taxametersystemet, der fordeler pengene til gymnasierne afhængigt af antallet af elever.
At snakke offentligt om trospatruljer kan svække tilstrømningen og dermed økonomien. Desuden kan en rektors årsløn afhænge af faldende eller stigende elevtal, fastslår Tina Magaard i Berlingske.
Det er helt skævt, at viljen til at gøre op med en af de helt store samfundsudfordringer bremses af (privat)økonomiske hensyn. Og så på uddannelsessteder, der »som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«, som det er formuleret i gymnasieloven.
Når unge oplever, at gruppens religiøse normer vejer tungere end individets frihed, har vi ikke længere bare et integrationsproblem, men et demokratisk problem. Gymnasiet skal være et frirum fra klan, familiepres og religiøs disciplinering og ikke et sted, hvor parallelsamfundets skygger når helt ind på lærerværelset.
Den sociale kontrol trives bedst der, hvor ingen tør udfordre den. Derfor er problemet ikke kun moralvogterne, men også de voksne, der tier og derfor tillader.