Havrelatte-segmentet har talt: Ingen henkogt pære til mormor
På Københavns plejehjem er klimamål og kommunal indkøbsideologi blevet vigtigere end de ældres ønsker. Resultatet er en kostpolitik, der lugter mere af formynderi end af omsorg.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Danmark er et land, hvor vi bilder os ind, at man kan bestemme over sit eget liv i næsten alle livets faser.
Vi vælger uddannelse, partner, bolig, karriere og identitet. Vi kan spise vegansk, hoppe på en kødæder-diæt eller kun leve af surdej og selvrealisering. Friheden er et ideal, men forsvinder, når man bliver gammel.
Lyset bliver slukket, når det passer i vagtplanen, frisk luft afhænger af kommunens arbejdsgange.
Særligt slemt er det åbenbart, men ikke overraskende, i København, hvor klimamål og kommunal indkøbsideologi har fået så meget magt, at plejehjemsbeboere og ældre, der får maden fra kommunale køkkener, må undvære mad, de faktisk har lyst til at spise. Kød er i vid udstrækning bandlyst.
Birgit Kehler Holst, Alternativets forperson i Københavns Borgerrepræsentation, har til Berlingske udtalt: »I Alternativets øjne skal alle, også ældre, bidrage til, at vi når vores klimamål. Og i parentes betragtet er det lige præcis den generation, der har svinet allermest.«
Det er ikke bare arrogant, men afslører også en moderne form for formynderi: forestillingen om, at mennesker skylder staten moralsk bod, også når de er 97 år og bor på plejehjem.
Den generation, der i dag bor på plejehjem, kender til knaphed og til, at ingenting måtte gå til spilde. Mange af dem har levet mere nøjsomt end de politikere, der nu belærer dem om bæredygtighed mellem to slurke havrelatte. Hele kyllingen blev brugt, suppen blev spist. Gule ærter kogt fra bunden frem for quinoa-bowls leveret med et osende bud.
Nu er de ældre endt i armene på det offentlige, der bebrejder dem deres livsstil og pådutter dem at bidrage til et kommunalt klimamål i livets allersidste år.
Det er hverken omsorg, værdigt eller klogt.
Medarbejdere med klimakantiner og børn i aftryksbevidste daginstitutioner kan få en kotelet, når de kommer hjem. Den mulighed har de ældre ikke. Jo færre år, man har tilbage, jo mindre er man selv i stand til at kompensere for andres beslutninger.
Den formynderiske kostpolitik begrænser sig ikke til kød. Andre efterspurgte fødevarer er vanskelige at servere, da de ikke fremgår af det kommunale indkøbskatalog, som begrænser de enkelte plejehjems muligheder for at tilpasse indkøbene og dermed menuen til de borgere og de behov, der findes lokalt.
F.eks. kan man ikke købe syltede pærer til søndagens dessert, mens man frit kan vælge mellem flere forskellige former for linser (dem uden creme). Saftevanden serveres kun hver anden dag, for den skal være økologisk og dermed så dyr, at man ikke har råd til at servere den.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er op mod 60 pct. af ældre i risiko for fejl- eller underernæring. I den situation er det svært at forstå logikken i at prioritere klimaregnskaber og ideologi over appetit. Mad, der ikke bliver spist, redder hverken mennesker eller planeten.
Frem for formynderiet og frem for at skulle navigere gennem en begrænsende og dogmatisk indkøbspolitik bør kommunerne koncentrere sig om at servere måltider, der bliver spist.
Duften af mad, det sociale fællesskab, en servering i andre nuancer end beige, genkendelighed og en ernæringsrigtig sammensætning er afgørende.
Det er det også, at maden ikke har en underlig bismag af ideologi, formynderi og påført skam.