Stop! Det skal vi ikke bruge energi på
I jagten på datacentre genopblusser solcellefeberen med store løfter og et stigende pres på natur og elnet. Uden en national plan risikerer vi at bruge energien forkert.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er ikke noget at sige til, hvis man som tilstræbt driftig kommune bliver benovet, når en international techgigant pludselig peger på en lokal mark som mulig placering for et stort og strømslugende datacenter. Man vil jo være en del af udviklingen – AI og den slags. Drømme om fremtiden spirer hurtigere, end rapsen gør det i øjeblikket, og det hele lugter af arbejdspladser, vækst og endda grøn gulvvarme.
Den umiddelbare benovelse erstattes i stigende grad af besindelse. Det er ikke for meget sagt, at datacentrene mange steder skiller sig ud som et badeland i en klitrække. Men mens man med badelande ved, hvad man får, forholder det sig anderledes med datacentrene, spørg bare i Viborg.
Siden offentliggørelsen af et Apple-datacenter i 2015 er der ikke kommet de 10.000 arbejdspladser, man drømte om. Og først nu er den grønne varme på vej til de i forvejen eksperiment-udsatte fjernvarmekunder i kommunen. Det sidste skyldes dog ikke hverken Viborg Kommune eller Apple, men hovedsageligt de danske afgiftsregler. Hvad skal man med international interesse, når vi har nationalt nonsens?
Tilbage til ambitionerne i de kommuner, der ikke er belastet af erfaring i samme grad som i Viborg. Først arbejdspladserne: De findes skam, men slet ikke i det omfang, der bliver lovet. Datacentre er automatiserede fabrikker med reelt få medarbejdere. Resten kaldes ”afledte effekter”. For det andet: den grønne varme. Det lyder besnærende, men er ingen garanti, for det kræver, at der er forbrugere at sende restvarmen til. Datacentrene placeres oftest der, hvor der ikke bor ret mange mennesker.
Det er en global debat, men også herhjemme spørger flere borgere nu, hvad det hele egentlig skal gøre godt for. For hvordan skal det kolossale ekstra energibehov dækkes? Fra endnu flere solceller og vindmølleparker på de marker, hvor der ikke ligger et datacenter.
Kommunerne, der er tæt på borgerne og de lokale udfordringer, bør have størst mulig frihed til at træffe de beslutninger, der tjener området bedst.
Men en kollektiv kommunal kortslutning tjener ikke borgernes interesser på sigt. Når 98 kommuner hver især jagter de samme projekter, er resultatet ikke nødvendigvis udvikling, men planløs rovdrift på landskab og energiforbrug.
En national plan for datacentrene, der kan understøttes af den nødvendige infrastruktur, er at foretrække frem for flokpanikken. For serverhaller er ikke bare endnu en erhvervsinvestering. Det er energislugere i en hidtil uset skala. I 2050 kan de stå for en fjerdedel af landets samlede elforbrug.
Allerede nu ligger der ansøgninger om tilslutning i et omfang, som elnettet ikke kan levere. Hver gang en kommune fristes til at sige ja tak til et datacenter, fravælger man noget andet, f.eks. mere strøm til elektrificering af industrien eller andet, der kan fremme den grønne omstilling.
Hverken klima eller datatrafik kender til kommunegrænser. Derfor giver det heller ikke mening, at beslutningen ligger i byrådssalene. Ligesom andre store infrastrukturspørgsmål som motorveje og elnettet er et nationalt anliggende, bør datacentrene også være det.
Datacentrene kræver en national prioritering og en plan for, hvordan den begrænsede strøm bruges bedst. Ellers ender vi med kommuner, der jagter en gevinst, de og borgerne ikke får, og et energisystem, der bliver presset af projekter, vi aldrig var enige om. Det skal vi ikke bruge energi på.