De var så danske, at de var klar til at dø for Danmark. Er du?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Det var en morgen som tusind andre og ingen morgen i tusind år, da Danmark vågned med klare øjne til glædestimer og frimandskår, og landet lyste fra sund til klit, for det var forår og Danmark frit.«

Sådan lyder andet vers i ”En lærke letted”, Mads Nielsens sang om afslutningen på Besættelsen. Den sang fra 1945 er aktuel i dag, hvor det er 81 år siden, at Danmark igen blev frit efter de fem forbandede år. Men i år har den en ekstra aktualitet, fordi vi diskuterer, hvad det egentlig vil sige at være dansk.

Desværre har idiotien om, at danskhed kommer af blod og race, igen fået stemme. Heldigvis har disse stemmer både udstillet sig selv og fået behørigt modspil. Desværre er der også nogle på den anden fløj, der mener, at danskhed blot er noget rent juridisk. Heldigvis har besindige og kloge mennesker også gjort det synspunkt til skamme.

Danskhed skal anskues som et historisk og kulturelt folkefællesskab, en “ånd”, en samling værdier og en sammenhæng, som man kan træde ind i, men som absolut også stiller krav om sproglig og kulturel deltagelse.

Det er vigtigt at fastslå i dag, for under Besættelsen var der mennesker i dette land, der helt naturligt oplevede sig selv så danske, at de var klar til at dø for Danmark. De var med til at forhindre, at tyske nazister med blod og race som ideologi vandt krigen. Denne ideologi om racelære er så udansk, som noget kan være – og må aldrig blive det.

Villigheden til at dø for Danmark er en markør for det at være dansk – uanset blod, baggrund og eventuel laktoseintolerance.

Frihedskæmperen Knud Petersen, der som kun 19-årig blev henrettet i Ryvangen i april 1945, var en af de villige, vi kan takke i dag. Han skrev til sine forældre kort før sin død: »Jeg er ikke bange for at dø og er rolig, og når jeg skal dø, er jeg kun glad for at kunne komme til at dø for Danmark, mit kære fædreland.«

Sidste måneds Wilke-undersøgelse fandt, at blot 39 pct. af danskerne er enige eller meget enige i, at de er klar til at forsvare Danmark, selv hvis det kan koste dem livet.

Vi må håbe, at tallet reelt er større, hvis behovet for at forsvare os trænger sig på.

Noget tyder heldigvis på det. Hjemmeværnet oplever i hvert fald en større tilstrømning i disse år. Der er nemlig ikke meget godt at sige om et land, der ikke vil forsvare sig selv.

Et samfund, der ikke vil stå ved og forsvare sin egen kulturs sprog, værdier, overbevisninger og tro, beder om sin egen opløsning. Det er alarmerende, at 61 pct. af danskerne tilsyneladende negligerer det. Frihed er ikke gratis. Det kræver vilje og deltagelse i både freds- og krigstid.

Det sidste ved de efterladte til de omkring 100.000 ukrainere, der indtil nu har givet deres liv i kampen imod Rusland, alt om.

Danskere ofrede sig under Besættelsen for, at vi siden har kunnet leve i et demokrati uden racisme og med frihedsrettigheder og ligestilling.

Vi skal hædre dem, som tredje vers i ”En lærke letted’” gør det: »Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn, og takken søger til dem, der segned’, og dem, der sidder med tunge savn. Gud trøste dem, der har lidt og stridt, til det blev forår og Danmark frit.«

Vi skal også være meget bevidste om, at vi nu er dem, militær besættelse eller ej, der har et fædreland og et modersmål at forsvare.