I historien om Nord Stream er der ingen helte
I efterforskningen af sabotagen i 2022 har pilen længe peget mod Ukraine, og nye oplysninger styrker mistanken. Det er på høje tid at forholde sig til kendsgerningerne – og de er ikke for kønne.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Den begyndte som en strategisk fejltagelse, udviklede sig til en international skandale og endte sin eksistens efter en risikabel sabotageaktion, der siden har givet anledning til mytedannelser og megen udenomssnak.
Der er ingen grund til at savne den tysk-russiske gasledning Nord Stream, som blev sprængt i luften i september 2022.
Projektet var blevet lanceret i 2005 som en frugt af tysk begærlighed og russisk beregning. For tysk erhvervsliv handlede det om prisbillig russisk gas i rigelige mængder, for Rusland om at sikre sig faste kunder og politisk-økonomisk indflydelse i hjertet af Europa.
Ved at føre gasledningen gennem Østersøen svækkede man Ukraines position som transitland og gav dermed Kreml et tydeligt strategisk rygstød i dets forsøg på at undertvinge nabolandet. Det bekymrede man sig fra tysk side ikke et øjeblik om, hverken under kansler Gerhard Schröder (projektets politiske godfather) eller efterfølgeren Angela Merkel.
Den første etape af ledningerne blev taget i brug i 2012 – fire år efter Rusland havde invaderet Georgien. Selv ikke Ruslands anneksion i 2014 af det ukrainske Krim kunne mindske ildhuen. Allerede året efter var man i gang igen med anden etape af det hovedløse projekt hånd i hånd med Vladimir Putin.
Der blev protesteret fra flere EU-landes side, men ikke særlig højlydt eller effektivt. Mest principfast var man fra polsk side, mens skiftende danske regeringer under bl.a. Lars Løkke Rasmussen aldrig for alvor satte hælene i.
Man kan mene, at de hovedansvarlige for miseren er dem, der underminerede Europas energiforsyning og geostrategiske sikkerhed, men sabotageaktionen i 2022 var også ryggesløs og risikabel, bl.a. i forhold til havmiljøet i Østersøen. Efterspillet har været tilsvarende tarveligt, præget af mistro og misinformation.
Moskva hævdede fra dag ét, at det var USA (på det tidspunkt Kremls geostrategiske hovedfjende), der stod bag sprængningen. USA havde helt korrekt advaret om de enorme risici forbundet med projektet, men intet tyder på amerikansk involvering i aktionen.
Russerne selv blev af mange opfattet som hovedmistænkte. At Moskva kan finde på at angribe infrastruktur – og gøre det, der er værre – bør ingen tvivle om, men det var altid svært at se Kremls motiv til at ødelægge det instrument, man ville anvende som afpresnings-balalajka i spillet mod europæerne.
De tyske myndigheders undersøgelse zoomede relativt hurtigt ind på en gruppe af ukrainske mistænkte med forbindelser til landets militær. Denne version blev bredt kendt i marts 2023 – altså for mere end tre år siden – via det tyske magasin Der Spiegel. Siden har en række journalistiske undersøgelser og flere bøger blotlagt mange detaljer om dette komplot.
Alligevel har den danske debat om spørgsmålet over lange stræk været formet af, at flere snakkesalige analytikere har været hurtige på aftrækkeren med at affærdige og ignorere det ukrainske spor.
Spørgsmålet om, hvilke kræfter i Kyiv der præcis stod bag aktionen, og hvem der vidste hvad hvornår, er fortsat uopklaret. Det er usikkert, om vi overhovedet får svaret, for det tysk-russiske fiaskoprojekt har skabt en arv af mistro, der bl.a. har betydet, at Polen har afvist at udlevere en af de mistænkte til tyskerne.
Selvom den har været væk i mere end tre et halvt år, spreder Nord Stream således stadig gift i europæisk politik.