Vi regner ikke med en undskyldning – bare giv os store bededag tilbage

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mange af os vil spise varme hveder i aften, selvom i morgen – store bededag – som bekendt blev gjort til en almindelig arbejdsdag.

Afskaffelsen af store bededag – en af de mest upopulære beslutninger i nyere dansk politik – står stadig ved magt, selvom de ansvarlige er forsvundet. Ingen vil kendes ved den beslutning. Ikke i Socialdemokratiet. Ikke i Venstre. Ikke i Moderaterne.

Alle var med, men ingen vil tage ansvaret.

Det er ikke bare fejt og pinligt. Det er også sigende.

For teknokratismens iskolde fokus på økonomi, som beslutningen er udtryk for, har nemlig ikke noget ansigt. Den træffer anonyme beslutninger og henviser til nødvendighed. Den gemmer sig bag modeller og administration. Og tage ansvar kan den derfor ikke.

Siden Murens fald har dens tankegang været styrende: Kultur, ånd, historie og traditioner er i bedste fald pynt, i værste fald en hindring. Det, der ikke kan gøres op i fornuft og regneark, tæller ikke rigtigt.

Man skulle ellers have troet, at nogen i de tre partier var blevet klogere.

For vi taler om kulturel oprustning imod autokratiernes trusler. Vi taler om truslen fra AI imod ånd og dannelse. Vi taler om, hvad det vil sige at være dansk og vigtigheden af kulturel og historisk forandring i en amokløben verden.

Alligevel bildte de ansvarlige sig ind, at afskaffelsen af store bededag blot ville være en slags teknisk justering.

Argumenterne kom hulter til bulter: arbejdsudbud, milliarder til forsvaret, økonomisk råderum, nødvendighedens politik osv. Det var teknokratismen i sin reneste form. Politik og samfundsudvikling reduceret til et regnestykke. Kultur og ånd reduceret til noget ligegyldigt.

Det burde have været umuligt i forbindelse med en tradition, der har eksisteret siden 1600-tallet. En tradition, der favner både tro, tradition og en rytme i året, der er med til at definere vores kultur.

Men det er netop de ting, der ikke kan måles, som holder et samfund sammen. Fælles værdier og højtider. Historiske og religiøse lag. Traditioner på tværs af generationer. Det er kultur, der skaber identitet.

Store bededag var ikke den mest højlydte helligdag. Den var ikke omgærdet af store ritualer eller spektakulære traditioner.

Men den var her i 400 år som en markering af, at Danmark ikke kun er et forbrugersamfund og arbejdsmarked, men rent faktisk består af et folk med historie, traditioner og tro.

Det er muligt, at store bededag lige nu er en del af de efterhånden langstrakte regeringsforhandlinger. Flere partier har i hvert fald givet udtryk for, at de ikke vil modsætte sig, at store bededag genindføres. Hvem skulle også det, når nu ingen har ansvaret for afskaffelsen?

Det kan altså ske. Det bør ske. Også selv om vi aldrig får en beklagelse af, at man undervurderede den kulturelle betydning af det, man fjernede. Det ved vi godt er for meget forlangt.

Det ville ellers have klædt politikerne. Og det ville have været godt Danmark. For det er afgørende vigtigt, at danskerne har tillid til, at der på Christiansborg er en forståelse for, at et samfund bæres af dets ånd, historie og traditioner – og at den politiske elite ikke igen som en tyv om natten vil tage en så dum beslutning ud fra et goldt regneark, som fjernelsen af store bededag var udtryk for. Den golde teknokratisme har haft sin tid.

Vi regner ikke med en undskyldning – bare giv os store bededag tilbage.

Nyd de varme hveder!