Demokratisk udfordring: Ordet skaber, hvad det nævner

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den ene fortryder sin hårde retorik i udlændingedebatten. Den anden frygter demokratiets fald. Den tredje hylder civil ulydighed som en demokratisk ret.

Tre artikler på forsiden af Jyllands-Posten søndag rammer fra hvert sit udgangspunkt kernen i den måske vigtigste samtale, som skal føres i en tid, hvor tyranner, populister, herskere og mandagsdemokrater kappes om at nedbryde det liberale demokrati. Nemlig samtalen om, hvordan ikke et ”de”, men et ”vi” kan bidrage til, at demokrati som styreform i folkelig forstand ikke risikerer at blive et fænomen, som fremtidens generationer kan læse om i historiebøgerne.

Forudsætningen for den demokratiske samtale er, at vi taler ordentligt til og om hinanden.

Derfor er det befriende, at Pernille Vermund nu erkender, at nuancer betyder noget. Også i udlændingedebatten, hvor det ellers i visse debatkredse har været nærmest et adelsmærke at sige, at tonen ikke betyder noget. Selvfølgelig gør den det.

Og det gør den især, når det gælder udlændinge og deres muligheder for at tage del i det demokrati, som de – uanset hvad nogle måtte ønske – er en del af. Udviklingen kan ikke rulles tilbage.

Men hvem har lyst til at stemple ind i et samfund, når man først lige skal sluge at blive kaldt »perker«, som Pernille Vermund gjorde for syv år siden?

Eller for at tage et par nyere og højaktuelle eksempler: Hvis man skal bestå en laktosetoleranceprøve for overhovedet at kalde sig dansk? Eller hvis man skal leve i uvished om, hvorvidt man er omfattet af den remigration, som er blevet det nyeste sort blandt mere ekstreme debattører og politikere?

Samtalen skal også foregå på et oplyst grundlag. Hurtige løsninger på komplekse udfordringer findes ikke. En af Christian Egander Skovs pointer er, at når partierne behandler os som kunder, så begynder vi også at opfatte os som kunder, som køber en vare gennem vores stemme. Og at »populismen er elitestyrets onde tvilling, dens modreaktion«.

Med et letkøbt forhold til folkestyre og personligt ansvar kan man forbløffende smertefrit forkaste varen og erstatte den med en anden, som også resultatet af det seneste folketingsvalg kunne tyde på.

Italienerne har i flere år vist vejen. Først med forretningsmanden Silvio Berlusconi. Han ville drive demokratiet, som var det en virksomhed. Siden med komikeren Beppe Grillo, som indførte en rend mig i røven-dag, ville sende politikerne hjem og forestillede sig, at alle kunne være med til at beslutte alt.

Ingen af dem var nogen succes. Berlusconi blev sat af, da Italien var ved at køre økonomisk i sænk. Beppe Grillos Femstjernebevægelse opløstes i indre stridigheder og blev også i sit politiske virke et eksempel på, at civil ulydighed og politisk ansvar kan være to svært forenelige størrelser.

I Alternativet mener det nyvalgte folketingsmedlem Anna Bjerre, at folk selv skal føle efter, hvornår samfundskontrakten er brudt, og handle derefter.

I den megen fokus på højrepopulisme har det til dels været overset, at også venstre-populister har bidraget til forfaldet ved også at håne eliten og de love, som regulerer samfundet.

Det ændrer ikke på, at det er en farlig vej at betræde i et repræsentativt demokrati.

Prøv at tænke den tanke til ende og se selv, hvor det fører hen. Eller husk blot på, hvad der skete den 6. januar 2021, da opildnede folk stormede Kongressen i Washington, fordi de følte, at samfundskontrakten var brudt, og valget stjålet fra dem.