Spørgsmålet om atomvåben kommer en ny regering ikke uden om. Men debatten flytter måske allerede nu ind i valgkampen
Det er på tide at få sat gang i diskussionen om vores forhold til fælleseuropæiske atomvåben, også selvom vejen til effektiv afskrækkelse kan blive vanskelig og lang.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Atomvåben var næppe et emne, der var programsat til at præge en valgkamp, hvor formueskat, klassekvotienter og pensionsalder udgør mere nære og håndgribelige bekymringer, men spørgsmålet om, hvordan Danmark langsigtet stiller sig til europæiske atomvåben, er nu rykket tættere på de danske politikere.
I en tale mandag sagde præsident Emmanuel Macron nemlig, at Frankrig vil øge antallet af nukleare sprænghoveder og åbnede for, at Paris midlertidigt kan udstationere kernevåben i andre europæiske lande, men stadig under fransk kontrol.
En række lande, heriblandt Danmark, har ifølge den franske præsident aftalt at deltage i det, han kaldte et ”avanceret” atomafskrækkelsesprogram.
Diskussionen er allerede godt i gang i stort set alle vores nabolande – herunder Sverige, Tyskland og Polen – mens de danske politikere hidtil ikke har været meget for at bide til bolle.
Det ændrede sig, få dage før statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valget, da LA’s Alex Vanopslagh slog til lyd for, at Danmark skal være klar til at huse og medfinansiere fælleseuropæiske atomvåben.
»Jeg er åben over for at diskutere det hele,« har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efterfølgende sagt om spørgsmålet.
Det er et fornuftigt udgangspunkt for en debat, som ingen kan være begejstrede for, men som vi er blevet påtvunget af de dramatiske forskydninger i de sikkerhedspolitiske forhold i Europa.
De borgerlige meldinger er udtryk for en stigende realisme i en hjemlig debat, som ganske vist relativt tidligt forstod omfanget og dybden af den russiske aggression, men længe nægtede at se i øjnene, hvilke følger et grundlæggende skift i USA’s militærpolitiske prioriteter kunne få for Europa. Vi står over for et stadig mere fjendtligt Rusland, der ikke alene disponerer over verdens største arsenal af atomvåben, men særligt dominerer, hvad angår taktiske atomvåben – den type våben, som mest sandsynligt kunne blive indsat i en storkrig i Europa.
Kun USA har aktuelt et arsenal, der realistisk matcher Ruslands, og det vil vi have brug for at læne os op ad en rum tid, også selvom kursen bliver sat mod en udvidet europæisk slagstyrke. Skabelsen af en sådan vil nemlig i bedste fald tage år, måske et årti.
Der diskuteres bredt set to modeller for dette, og begge har sine problemer. Den umiddelbart mest lovende model tager udgangspunkt i eksisterende våben hos de to europæiske atommagter, Frankrig og Storbritannien, der til sammen disponerer over ca. 400 nukleare sprænghoveder (under en fjerdedel af det russiske arsenal).
En anden model opererer med nationalt baserede eller regionale løsninger, men udover, at det er uklart, om en sådan oprustning ville være tilstrækkelig til at afskrække Rusland, så risikerer den også at ødelægge systemet, der med rimelig succes har holdt spredningen af atomvåben i tømme.
I efterhånden mange årtier har vi været forskånet for at skulle tage stilling til spørgsmålet om forsvaret af Europa med atomvåben – 1980’ernes fodnotepolitik er i dag kun et fjernt minde – men den tid er forbi.
Vi bør være klar til at levere et bidrag til det, der i bedste fald kunne blive en styrket europæisk søjle inden for det fortsatte transatlantiske samarbejde, i værste fald den første byggesten til en egen fælleseuropæisk nuklear infrastruktur, hvis USA (mod forventning) helt skulle vælge at vende sine allierede ryggen.