Det største drama er heldigvis, om Ludvig vælter Mette Frederiksen
TV 2’s højskoleeksperiment efterlader et indtryk af politik med mindre talepapirer og spind. Resultatet er mindre drama end i Belgien – men måske mere afslørende.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Teater fylder meget på Ryslinge Højskole. Derfor er stedet en perfekt ramme om TV 2’s største satsning under valget: tv-formatet ”Højskolen” – en slags politisk realityserie, hvor de 12 partiledere seks dage før valgudskrivelsen blev buret inde på Fyn til klassiske højskolediscipliner som fællessang, gruppediskussioner, refleksion, madlavning og tilstræbt hygge.
Midt i valgkamp og polarisering er det en kærkommen påmindelse, at man godt kan være uenige uden at være fjender. Det indtryk, som Folkemødet i hvert fald tidligere efterlod, før det hele blev lidt for poleret og strategisk.
I det hele taget må formatet være et mareridt for de politiske strateger i partiformændenes kampagnestab. For i Ryslinge skal formændene selv finde ud af, hvad de skal svare, om det er strategisk klogt at spille pool, og hvem der hænger i baren med hvem. For os almindelige vælgere er det befriende.
Modsat et normalt højskoleophold er der dog tale om et tvunget fællesskab, og det er tydeligt, at det ikke passer dem alle lige godt. Pia Olsen Dyhr er bekymret for, hvordan hun som introvert mon klarer sig i selskabet. For selv om rammerne er hyggelige og emmer af fællesskab og tradition, er det også en konkurrence. Den, der fremstår mest menneskelig, vinder seernes sympati.
I tv-logik er det sjældent den stille type i hjørnet, men den, der er først med en kvik bemærkning, eller som er den sidste i baren. Der er rigeligt med show i Folketinget, siger Mona Juul på vej til Ryslinge. Hun sagde i første omgang nej, da TV 2 spurgte.
Men hvem tør sige nej til muligheden for at vise en anden mere personlig og mere menneskelig side af sig selv? I hvert fald ikke statsministeren. Baseret på første afsnit er formatet skræddersyet til Mette Frederiksen, der påstår, at folk savner »den gamle Mette«; at hun er blevet for hård. Så hård, at end ikke makrelmadder, kålsnitning med Benjamin Hav og utidig vinduespudsning indtil nu har kunnet bløde det op.
Mette Frederiksens højskoletræk er en musikquiz. ”YMCA” til Messerschmidt; ”Det er mig, der står herude og banker på” til Martin Lidegaard. Strategerne har alligevel haft en finger med i spillet.
Det kunne blive det rene gak. Men mellem pool- og køkkenbord opstår der samtaler om land og by, ulighed og det pres, den demokratiske samtale er under i en tid, hvor konflikterne mellem polerne eksploderer på Facebook, mens resten helst undgår debatten. Den slags giver mening på Christen Kolds gamle højskole, hvor samtalen blev sat højere end lærebøgerne. Samtalen var selve dannelsen og burde stadig være det.
Helt urtete er der dog ikke tale om. Der er idealer og åbningssangen ”Danskerne findes i mange modeller”, men ”Højskolen” er en redigeret virkelighed. Deltagelsen og måden at deltage på er nøje overvejet. Især fordi man i Belgien allerede har set, hvad sådan et format kan gøre. Her blev et lignende program ”Konklavet” sendt op til valget i 2024. Det slog rekorder hos streamingtjenesterne, og i de efterfølgende analyser af valget blev programmet igen og igen nævnt som en faktor for resultatet.
Den flamske udgave bød efter sigende også på mere drama end det, de danske seere foreløbig har set. Ludvig, Inger Støjbergs sorte labrador, er tæt på at vælte statsministeren. Det er på det niveau, og det er i grunden rigeligt.
For tv-programmets egentlige budskab er, at politikerne faktisk godt kan tale sammen uden en koreograferet konflikt. Tænk, at det skulle ske på en højskole, hvis bevægelse er så tæt forbundet med Venstre og den fælles grundtvigske kulturarv.