Nu er værnepligt ikke længere noget, vi leger
Den danske værnepligt er skruet op til 11 måneder. Det er godt, for det kan klæde unge langt bedre på til reelt at kunne gøre en forskel i forsvaret af Danmark.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
De første værnepligtige, der skal i trøjen i 11 måneder, mødte i mandags ind i Haderslev, Frederikshavn, Karup og Skalstrup.
I stedet for fire måneders introduktion til at gå i takt, lidt grøftegravning og øvelser uden ammunition vil de møde noget, der i langt højere grad ligner det, pligten egentlig lover: en reel militær uddannelse. Næsten et år i trøjen. Med våben, ansvar og øvelser, der minder om virkeligheden.
Både de og vi kan nu have en forventning om, at værnepligtige faktisk kan noget efter endt tjeneste. Det er godt. Det har Danmark brug for. Det er ikke bare en justering, men et nødvendigt opgør med en tidsånd.
Vi har alle kunnet leve i den illusion, at sikkerhed var noget, der kom af sig selv, og at værnepligt primært var en lille dannelsesøvelse. I over 20 år har værnepligten i Danmark været reduceret til et fire måneder langt forløb, der har mindet om et højskoleophold i uniform, med geværer, hvor de værnepligtige i manglen på ammunition nogle gange selv måtte råbe »bang-bang«. Mere end det har virket som noget, der skabte soldater.
Nu har verden ændret sig dramatisk, og det samme har Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Ruslands aggressive adfærd i Ukraine, ustabiliteten i Mellemøsten, USA’s voksende uforudsigelighed og Europas langsomme opvågnen har tvunget realiteterne tilbage på bordet. Forsvar er igen blevet alvor. Og alvor kræver mere end symboler. Derfor giver den nye værnepligt mening. De 11 måneder er inddelt i fem måneders basisuddannelse og derefter seks måneders operativ opgaveløsning. Danmark går fra at have 5.000 værnepligtige til 7.500 om året.
Og det seneste års massive indkøb af materiel – eller i det mindste løfterne om det – har ikke megen værdi, hvis der ikke følger veluddannede soldater med. Krig vindes ikke kun af godt udstyr, men også af veluddannede mennesker, der kan samarbejde under pres. Uden soldater er materiel blot dyrt metal.
Den nye værnepligt markerer et brud med den bekvemme tanke om, at man kan få et forsvar til discountpris. Når unge mennesker nu, i øvrigt af begge køn, ifører sig uniformen i næsten et helt år, forpligter det ikke kun dem, men også systemet. For én ting er at sende unge ind på en kaserne i fire måneder, give dem basal træning og lade dem vende hjem igen med en oplevelse og et diplom. Noget helt andet er det at tage næsten et år af deres liv og dermed også påtage sig et ansvar for, at tiden bruges meningsfuldt og professionelt.
De unge, der nu trækker i trøjen, er ikke længere midlertidige gæster i systemet. De er en del af Danmarks reelle forsvarsevne. Det understreger, at værnepligten aldrig kun har handlet om militær nødvendighed. Den er også en samfundskontrakt. Om hvad vi skylder hinanden i en verden med fjender. I de privilegerede år efter Murens fald kunne vi privilegeret (og lettere naivt) nok tillade os at udhule den kontrakt. Nu skriver vi under på en ny.
Samtidig kunne vi give de professionelle soldater mere i løn. 20.-30.000 kr. om måneden er en sølle løn for risikoen for at blive slået ihjel. Det vil ikke ligefrem lokke nye soldater til i bunkevis.
Og at danskerne tager forsvaret alvorligt, vidner opbakningen til Hjemmeværnet om. I 2025 blev der optaget over 2.000 nye frivillige, en vækst på over 40 pct. sammenlignet med 2024. Det er godt, for vi har alle et ansvar for Danmark. Ikke kun de værnepligtige, men også det forsvar, der tager imod dem, og det samfund, der har indkaldt dem.