Skal vi have vores egen atombombe?
Diskussion om en svensk atombombe viser, hvor alarmerende situationen er.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I Sverige debatterer man idéen om at udvikle egne atomvåben. Det kan lyde bizart, men bag forslaget gemmer sig barske realia, som også vi må forholde os til.
Kan det blive nødvendigt, at vi i Norden udvikler egne atomvåben for på længere sigt at kunne forsvare vores frihed og selvstændighed?
Det er et emne, der diskuteres ivrigt i de svenske medier og blandt eksperter hinsidan i denne tid, og selvom forslaget kan forekomme overrumplende, ja rent ud skræmmende, så bliver vi nødt til at tage debatten – for den handler også om os.
Ingen kan forudsige, hvordan de kommende dage og uger kommer til at udvikle sig i international politik. Risikoen for en amerikansk besættelse af Grønland svæver i luften, og med Trump-administrationens trussel om geopolitisk motiveret handelskrig mod nære europæiske allierede, herunder Danmark, er årtiers manualer for takt og tone i den vestlige alliance gået op i røg.
Skulle dette ekstraordinære forløb ende i det hidtil nærmest utænkelige, at Nato kollapser helt eller delvist, ville vi stå tilbage med en række særdeles prekære sikkerhedsproblemer på et tidspunkt, hvor Rusland stiller sig stadig mere aggressivt an.
En af de mest ubehagelige af disse sikkerhedspolitiske udfordringer lyder: Hvem skal garantere vores suverænitet gennem atomar afskrækkelse af lande, der ville overveje at angribe vores territorium, hvis de amerikanske garantier bliver trukket tilbage eller i praksis er værdiløse?
Dette er stadig hypotetisk, men ikke længere umuligt at forestille sig. Hvad værre er: Krigen i Ukraine har vist os, hvad en aggressiv atommagt tillader sig af massemord og krigsforbrydelser mod en stat, der ikke er atombevæbnet (ukrainerne opgav deres a-våben i 1990’erne efter at have modtaget garantier for deres territoriale integritet fra Rusland, Storbritannien og USA).
En mulighed kunne være, at de to europæiske atommagter Frankrig og Storbritannien under et nyt arrangement træder til og skaber en slagstyrke, der agerer garant for f.eks. alle europæiske Nato-medlemmer. Dermed kunne man under en fælles kommando, formentlig i Nato-regi, basere sig på eksisterende våbensystemer og undgå yderligere spredning af atomvåben.
Idéen er ikke ny og var senest oppe at vende i begyndelsen af 2025, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kort efter Donald Trumps tiltrædelse signalerede, at han er åben over for debatten.
Men som med så meget andet i europæisk politik er der også her et stykke fra ord til handling, og der vil selv i bedste fald forestå en lang, kompliceret og kostbar proces med at få skabt sådanne strukturer. Skulle dette mislykkes, risikerer man at stå i et andet scenarie, i udgangspunktet væsentlig mere risikabelt og kaotisk. For så kan man forestille sig, at flere europæiske lande vil søge at udvikle eller erhverve egne atomvåben.
Det er her, de svenske overvejelser kommer ind. I en opsigtsvækkende leder i det liberale Dagens Nyheter advarede man tidligere på måneden om de mange politiske komplikationer i forhold til at finde europæisk fodslag på atomområdet og luftede idéen om »fælles nordiske atomvåben – måske sammen med Tyskland«.
Det er en tung og vanskelig debat, der hermed er åbnet, og man kan kun håbe, at de eksisterende strukturer og garantier overlever den nordatlantiske orkan, vi aktuelt befinder os i. Men vi kan ikke længere ukritisk tage USA’s løfter for gode varer, og i jagten på en ny europæisk sikkerhedsorden slipper vi heller ikke herhjemme uden om vanskelige diskussioner som den, svenskerne har taget hul på.