Det løser ingenting at tale med Marco Rubio. Men det er vores bedste våben
Danmark får støtte af store europæiske lande, og vi har moralen og Folkeretten på vores side, når det gælder Grønland. Men hvad hjælper det, når modparten er ligeglad?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Vi manglede efterhånden kun beretningen om isbjørnene, der vandrer frit rundt i gaderne i Grønlands hovedstad, Nuuk, for at pladen med amerikansk vås var fuld.
Efter sin hustrus ildevarslende, nærmest hoverende tweet med Grønland, indpakket i Stars and Stripes, fulgte en af præsident Trumps nærmeste rådgivere Stephen Miller op med at mene, at Danmark ikke havde nogen ret til at rende rundt og lege koloniherre i Grønland.
Men hvorfor skulle USA så have mere legitim adkomst til at være herre over grønlænderne?
Udkommet af hastemødet i Det Udenrigspolitiske Nævn var hverken en krigserklæring eller den verbale afklapsning, man kunne have lyst til at sende til Mar-a-Lago og omegn.
Anmodningen om et dansk-grønlandsk møde med Marco Rubio lyder typisk dansk og noget blodfattigt. Men den kedelige sandhed er, at det er vores bedste våben: at insistere på spillereglerne og fakta. For hvad er alternativet? En genforhandling af 1951-aftalen? Eller at droppe de ordrer på militært isenkram, Danmark stadig lægger i USA? Eller at lade sig rive med af den provokerende amerikanske påvirkningskampagne?
Man kunne ønske, at flere ansvarlige amerikanske politikere var deres historie og deres placering i verden bekendt. Men i en tid, hvor Demokraterne tumler selvforvirret rundt, og hvor Trump indtil nu har haft held med at gennemføre en massiv sindelagskontrol i sit eget parti, er det håb ikke en strategi.
Lige netop på årsdagen for stormen på den amerikanske Kongres stod det lysende klart, hvis det ikke allerede var sivet ind: Danmark kan komme med lov i hånd, med argumenter herfra, og til helvede fryser til indlandsis. Intet af den slags nytter. Trump vil være koloniherre i Grønland.
Ligesom i tilfældet Venezuela er påstandene om, at man gør det for sikkerhed og frihedens skyld, noget flosset i kanten. Trump orienterede f.eks. ikke Kongressen, inden amerikanske tropper gik i aktion i Caracas – han ringede til den amerikanske olieindustri. Og hans særlige udsending til Grønland, guvernør Laudry, lagde da også mere vægt på, at amerikanerne ville »do business« med grønlænderne end det der med sikkerheden.
Det handler ikke en pind om sikkerhed. Men om business og potens.
Amerikanerne kan flytte al den militære isenkram, de ønsker, til Grønland den dag i morgen. Aftalen fra 1951 er et fripas til at gøre det, men det nævner Trump overhovedet ikke. Den er ikke nok. I stedet forsøger han at sætte en kile ind mellem grønlænderne og danskerne, fordi hans særlige handelstalent i høj grad er fokuseret på at finde sprækkerne.
Og nej, forholdet mellem Grønland og Danmark – og de to befolkninger – har ikke altid været lige kønt. Men de fleste grønlændere har ikke et døjt tillid til, at det ville blive bedre som et appendiks til USA. Og ja, skiftende regeringer har forsømt at vedligeholde forsvaret af Grønland i forvisningen om, at det var noget, amerikanerne tog sig af.
Men de har ikke været et hak bedre selv, når det gælder forsvaret af Arktis. Fokus har været rettet mod andre og varmere lande.
Trumps udtalelser er en strittende langemand til både vedtagne og uskrevne regler for verdenssamfundet, men essensen af modsvaret kan ikke gradbøjes: Landes suverænitet skal respekteres. Det gælder for Putin, og det gælder for Trump.
Og de, der er parat til at sælge Grønland for en flaske ildvand og en pose glasperler, stiller sig på den forkerte side af kridtstregen i den rigsdanske historie.
Hvis rigsfællesskabet en dag ophører, skal det være os selv, der bestemmer det. Ikke andre landes ledere med bizarre storhedsdrømme.