Hvor går Danmark hen, når Trump går ud?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For tiden er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på en interessant rundtur i Europa. Ikke blot fordi det handler om en milliardinvestering i nye fregatter, men også fordi valget af partner ikke er ligegyldigt for Danmarks placering i en ny verdensorden.

Betegnende nok står valget, som det har gjort før Anden Verdenskrig, mellem europæiske stormagter. Kort sagt skal Danmark orientere sig mod Berlin, London eller Paris?

For det er nemlig Tyskland, Storbritannien og Frankrig, som ifølge forsvarsministeren er længst fremme i konkurrencen om at blive partnerland.

»Der ligger jo en meget stor strategisk sikkerhedspolitisk beslutning, i forhold til hvilken vej vi går,« sagde han før jul.

Udenrigspolitikken fyldte ikke meget i statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale.

»Min tale i aften har ikke handlet om udenrigspolitik. Det kunne den godt have gjort. Men I kender min analyse. I ved, hvor jeg – og hvor regeringen – står,« sagde Mette Frederiksen.

Og skulle man være i tvivl om, hvad hun hentydede til, ja, så indgik Ukraines flag i scenografien på Marineborg.

Mette Frederiksen fik også – uden at nævne ham direkte – talt til Trump, eller som det lød: »vores nærmeste allierede gennem en menneskealder«, som havde brugt trusler, pression og nedladende tale.

»Men lad ingen være i tvivl: Uanset hvad der kommer til at ske. Så står vi fast på, hvad der er rigtigt eller forkert,« sagde Mette Frederiksen.

Talen efterlader også på det udenrigspolitiske område flere spørgsmål end svar. Hvad er rigtigt? Hvad er forkert? Og hvordan vil og kan Danmark agere i en verden, hvor de tektoniske plader bevæger sig?

Det gælder også i Europa. Topmødet i EU i december blev en illustration af, at EU kan rykke, men ikke i samme takt, og uden at alle er med. På spørgsmålet om støtte til Ukraine stod tre mindre lande, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, af. På spørgsmålet om Mercosur-handelsaftalen var det to store, Italien og Frankrig, som fik forhalet beslutningen.

I næste uge er der møde i koalitionen af villige, som Frankrig og Storbritannien har sat sig i spidsen for, men som – indtil videre – ikke har haft den store slagkraft.

Europa er sårbart. Og det gælder også de lande, som nu kandiderer til at blive maritim sikkerhedspolitisk partner for Danmark. Både i London, Paris og Storbritannien sidder der regeringschefer, som er udsat for et stort internt pres.

2025 har været året, hvor Danmark selv har kunnet vise flaget på den internationale scene. I det seneste halve år som formand for EU, medlem af Sikkerhedsrådet og formand for Arktisk Råd. En sjældent set samklang, som det dog umiddelbart er vanskeligt at se, at der er trukket fordele af. Nu er formandsstolen i EU skiftet ud med Nordisk Råd, som Danmark er ved at genopdage. Norden er kravlet højere op som første valg af alliancepartner, tilmed i en grad, så der lægges op til fælles kommando på visse områder inden for forsvar.

Danmarks seneste udenrigspolitiske strategi er fra 2023. Set i lyset af hvor hastigt verden bevæger sig, er det allerede længe siden. Præmissen er forældet: »Danmark skal sammen med USA og vores andre partnere stå ved de grundlæggende principper for en regelbaseret international orden,« står der.

USA har opsagt kontrakten. Spørgsmålet er, hvad gør Danmark nu?