Kina blev den globale vinder i 2025 efter Trumps mange fodfejl
Kommunisterne i Beijing afparerede let Trumps handelskrig og har brugt Washingtons globale tab af prestige til helt ufortjent at markedsføre sig som moderate og forudsigelige.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
At springe op som en løve og falde ned som et lam er en disciplin Donald Trump mestrer, men i det globale diplomatiske spil udgør det sjældent nogen langtidsholdbar opskrift på succes.
Trumps handelskrig mod alt og alle var en af de største erhvervspolitiske historier i 2025. Der blev i begyndelsen af året fra USA’s side truet med straftold på op til 145 pct. på kinesiske varer, men da Beijing reagerede med eksportkontrol på bl.a. sjældne jordarter, som amerikansk industri har brug for, fik piben snart en anden lyd.
Under et topmøde mellem Trump og Kinas stærke mand, Xi Jinping, i efteråret anslog amerikanerne væsentlig mere forsonlige toner, og senest har Washington bl.a. givet grønt lys for salget af avancerede computerchips, som Beijing længe har ønsket sig.
Storpolitisk leverede Trump i efteråret yderligere en foræring til Kina med potentielt langtrækkende konsekvenser: Da Japan i november udtrykte bekymring for situationen omkring Taiwan, var der ikke nogen seriøs opbakning at hente fra amerikansk side. Det har fået iagttagere til at frygte, at Trump-administrationen vil vise sig lige så letsindig og principløs i forsvaret af Taiwan, som den har været i fredsforhandlingerne omkring Ukraine.
De mange uprovokerede diplomatiske fodfejl fra amerikansk side har det forløbne år givet Kina mulighed for at positionere sig som en moderat og forudsigelig aktør i internationale spørgsmål – og det uden at de kommunistiske bureaukrater i Beijing har behøvet at få sved på panden.
Selvom Kina er et totalitært diktatur, der holder sine borgere i et politisk jerngreb, har Beijing kunnet notere et markant opsving i sin internationale status.
Da analyseinstituttet Pew i sommer målte holdningen til USA og Kina i 10 højindkomstlande i Europa, Asien og Nordamerika, var der stort set dødt løb. I disse lande – hovedparten mangeårige kerneallierede for amerikanerne – havde bare 35 pct. en positiv opfattelse af USA, mens tallet lå på 32 pct. for Kina.
Men at USA og Kina er ét fedt, er en forkert og farlig konklusion at drage – uanset hvor tåbeligt Washington måtte skabe sig den kommende tid. Kina er bestemt ikke en ven af Vesten, men tværtimod en seriøs udfordrer, der arbejder utrætteligt på at fremme sine egne interesser på bekostning af vores.
I den trusselsvurdering, som FE udsendte tidligere på måneden, påpegede efterretningstjenesten, at Kina har særdeles vidtgående ambitioner om at ændre de globale magtbalancer. »Kina arbejder målrettet på at gøre den vestlige indflydelse på international politik mindre og på at positionere sig som et alternativ til USA.«
Kina har f.eks. diskret, men effektivt understøttet Ruslands krig i Ukraine. Her er der brug for, at Europa bliver væsentlig skarpere i mælet i 2026.
Man kan i forhold til EU ikke både være en ven af huset og samtidig sælge tændstikker til brandstifterne i Moskva, der arbejder på at brænde bygningen ned til grunden. Kineserne skal presses til at påtage sig et ansvar for at få konflikten bilagt på rimelige vilkår.
Dermed er en af hovedudfordringerne for EU de kommende år også skitseret. På den ene side findes der et naturligt ønske om at holde hjulene snurrende gennem fortsat omfattende samhandel med Kina.
På den anden side må vi i forholdet fastholde en principfast linje, der ikke går på kompromis med vores grundlæggende politiske prioriteter og værdier.