Grønne drømme kan hurtigt blive grå byer
I jagten på klimaprofil og bilfri boulevarder har kommunerne glemt, at byer kun lever, når man kan komme til dem. Kommunalvalget tvinger politikerne til et realitetstjek.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Trængslen i byernes gader, labyrinterne af forhindringer og problemer med at komme af med bilen fylder valgdebatterne i mange kommuner, ikke mindst i de store byer.
Det kan man ikke være overrasket over, medmindre man er en lokalpolitiker eller kommunal embedsmand, der alt for længe har levet i den vildfarelse, at bilerne forsvinder, når bare man gør livet surt nok for borgerne.
Der er flere veje til frustrerede borgere: ensretninger, fredeliggørelser, blomsterbede og fjernelse af p-pladser. Det er ikke kun en plage for dem bag rattet – det er direkte livstruende for butikker og erhvervsdrivende, der faktisk har brug for kunder, leverancer og adgang og dermed i sidste ende for byernes udvikling.
Hos en slagter i Aarhus blev det hele for meget, da en gravemaskine uden varsel trillede ind foran butikkens vinduer og begyndte at grave ud til et blomsterbed lige der, hvor kunderne plejede at parkere og leverandørerne plejede at læsse varer af.
Ud af frustrationen over kommunens hån mod de handlende opstod bevægelsen ”Vi vil have Aarhus tilbage”, som er den største mobilisering blandt erhvervsliv og borgere, byen har set i mange år. Pludselig var det ikke længere muligt for politikerne at ignorere konsekvenserne af egen kreativitet.
Ofte støttes sådanne virkelighedsfjerne beslutninger af drømmende illustrationer, hvor legende børn, smukt løvfald og sværme af sommerfugle danner kulisse for bymennesker med god tid og dyr kaffe. Men virkeligheden ligner sjældent tegningerne. Når leverandørerne ikke kan komme frem, butikker må dreje nøglen om, og borgerne ikke engang kan finde et sted at stille ladcyklen, bliver idyllen til en dyr, grøn illusion.
I de store byer er svaret på trængsel ofte en restriktion, ikke en løsning. Man lukker veje og sløjfer p-pladser, før der er tænkt på alternativerne. I stedet for at se byen som et økosystem af cykler, busser, biler og fodgængere reduceres politikken til en kamp mod alt med fire hjul. Det fremmer hverken klima, trivsel eller handel – det skaber bare konflikter og køer. Grøn mobilitet bliver til mindre mobilitet.
Antallet af biler i de større byer vokser på trods af kommunernes begrænsningspolitik. Fra 2015 til 2025 er der kommet over 21.000 flere biler i Aalborg, 17.480 flere i Odense, 35.775 flere i Aarhus, mens der i dag er over 30.000 flere biler i København end for 10 år siden. De forsvinder ikke, bare fordi politikerne siger, de skal, eller ikke vil forholde sig til realiteterne.
Når de store bykommuner arbejder med mobilitetsplaner, må man kunne forlange, at det sker ud fra et mindre snævert perspektiv, end det er sket de seneste år, hvor det grønne har trumfet alle andre nuancer. Mobilitet, grøn omstilling og indsatser for at udvikle bymidterne bør kunne gå hånd i hånd.
Alt for mange gange bliver det ene på bekostning af det andet. Resultatet bliver handelsfattige bykerner, som ingen gider at bo og leve i. Det gør ikke bare kommunerne fattigere, men også mindre attraktive for arbejdskraft, turister og investeringer.
I valgkampen rammer virkeligheden politikerne i sidespejlet. Derfor er flere partier nu begyndt at bakke ud af bilhetzen. Det klæder dem og vil klæde byerne, hvis erkendelsen holder til næste byrådsperiode.
I København er der dog nok mere tale om katastrofeblink end realitetserkendelse, når Socialdemokratiets bud på en kandidat til overborgmesterposten, Pernille Rosenkrantz-Theil, først buher bilerne ud af hovedstaden og få uger senere kræver flere p-pladser. Virkeligheden har det som bekendt med at overhale fantasien.