Der har været jøder i Danmark i 400 år. Ingen skal true dem ud nu

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev ruder i tusindvis af tyske butiksvinduer smadret. Det splintrede glas (deraf associationen til ”krystal”) markerede et skred, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage.

Nazisterne ødelagde 7.000 jødiske butikker og nedbrændte 200 synagoger. Mindst 91 jøder blev dræbt. 26.000 blev fængslet. Krystalnatten var ikke bare et øjeblik af sindssygt had. Det var et planlagt angreb. Europa så chokeret til, mens støvlerne marcherede videre hen over glasskårene mod Auschwitz.

Vi mindes i dag den nat. Ikke som noget fra historiens støvede fodnoter, men som en advarsel. For nu ser vi igen jødehadet vokse. Synagogen i Krystalgade har længe været bevogtet. Jødiske børn har længe skjult deres davidsstjerner og gået i skole og til sport under beskyttelse. Men i 2024 blev 207 antisemitiske hændelser registreret i Danmark. Det er en stigning på hele 71 pct. i forhold til 2023.

I København hænger sågar skamløse valgplakater med budskaberne »Befri København fra zionismen« og »Opløs staten Israel«.

Antisemitisme anno 2025 findes nemlig mest tydeligt i muslimske og venstreorienterede miljøer. Man skulle ellers tro, at venstrefløjen, der bekender sig til minoriteters rettigheder, ville stille sig på de kun 6-7.000 danske jøders side. I stedet bærer den enten den nedarvede venstreradikale antisemitisme bevidst videre eller optræder ubevidst som nyttige idioter for den islamisme, der i sin totalitære tænkning minder om nazisternes.

Truslen mod jøder er ikke kun stigende herhjemme. I Frankrig sættes en stor del af de jødiske skoleelever i privatskoler af frygt for chikane og fysisk vold i de offentlige skoler. I Tyskland bevogtes synagoger permanent af politi. I Belgien er emigration det store samtaleemne. I Sverige flytter jøder fra Malmø på grund af chikane.

En ny europæisk krystalnat er der ikke tale om. Det minder mere om en langsom kvælning af sikkerhed og frihed for et af vores ældste religiøse mindretal.

Der har været jøder i Danmark i 400 år, og ingen af dem skal selvsagt trues ud af landet nu. Jødedommen og danskhed har levet side om side i generationer. Danske jøder er en del af vores fælles kulturelle historie. Der er intet civiliseret land, der bør acceptere og leve med, at en lille, værdimæssigt velintegreret minoritet føler sig truet.

Det er en falliterklæring, at det for længst er blevet normaliseret, at danske jøder skal gå til bøn og sport og i skole under bevogtning. Normalisering og tavshed er slemt nok i sig selv, men er ofte også et af stadierne hen imod noget meget værre. Vagterne foran synagogen, skolerne og sportspladserne er synlige beviser på, at ikke kun de danske jøder, men også vores demokrati, der er truet af voldsparate kræfter.

Vi må mindes Krystalnatten med en erkendelse af, at et angreb på danske jøder er et angreb på Danmark. Hver gang en jøde chikaneres, hver gang et jødisk barn forhindres i at spille fodbold, hver gang politiets beskyttelse er nødvendig, er det vores demokratiske kultur, der bliver truet.

Krystalnattens splintrede vinduer og drab i 1938 var et varsel. Det var natten, hvor Europa blev nedbrudt indefra. I dag, hvor jøder igen trues, sågar på valgplakater, er det vores pligt at sige fra.

Danske jøder har hjemme her. Dem, der vil dem ondt, har ikke hjemme her.