RUC og SDU har ført deres helt egen elendige udlændingepolitik

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tallene var svimlende. På SDU steg antallet af kandidatstuderende fra muslimske Bangladesh fra 38 i 2020 til næsten 250 i 2024. På RUC blev 194 fra Bangladesh optaget på kandidatuddannelser i 2024 – så mange, at de blev den største internationale gruppe på universitetet.

Ingen på de to universiteter undrede sig dog. Eller havde kvababbelser. Det var nemlig kunder ind ad døren.

Mange af disse studerende havde reelt ikke faglige forudsætninger for at studere på et dansk universitet. Men universiteterne kontrollerede åbenbart hverken deres papirer eller de “studerendes” reelle studieaktivitet. For mange af dem studerede overhovedet ikke.

De havde derimod fusket med deres eksamensbeviser, aldrig tænkt sig at følge undervisningen, men bruge deres studievisum som adgang til det danske arbejdsmarked og familiesammenføringer.

Denne sag er alvorlig langt ud over et ukvalificeret studiemiljø i tider, hvor almindelige danske unge kæmper om studiepladserne. Et universitetsoptag handler ikke bare om undervisning. Det handler også om adgang til SU, bolig og arbejdsmarked.

Men universiteterne har ladet økonomiske incitamenter diktere optagelser i stedet for at holde fast i akademiske krav og samfundsmæssigt ansvar. De har ageret, som om de var en slags parallelsamfund med helt egen udlændingepolitik og bøjede adgangsregler.

I årtier har vi diskuteret parallelsamfund i boligområder og moskéer. Nu viser det sig, at de blev tilladt i akademiske miljøer. Med ledelsernes velsignelse.

Universiteterne har i praksis åbnet bagdøre ind til Danmark. Ikke for at hente dygtige studerende og forskertalenter til landet, men for at fylde kvoter, få tilskud og pynte på statistikker. De har svigtet deres rolle som garanter for et seriøst uddannelsessystem.

Ingen er tjent med denne situation. Hverken danske studerende, der må se deres uddannelser underløbes af mistillid og dårlig kvalitet. Heller ikke de udenlandske studerende, som faktisk er reelle og har kvalifikationer til at uddanne sig i Danmark. Og slet ikke det danske samfund, som står tilbage med institutioner, der burde være bærende elementer i vores demokrati, men som har svigtet deres ansvar.

Det er et demokratisk problem. For universiteterne lever af offentlighedens penge og tillid. Hvor meget tillid kan man have til universitetsledelser, der lader den slags foregå, og som først reagerer, når tallene er så groteske, at presse og politikere råber vagt i gevær?

Det sker nu heldigvis en hård opbremsning. Dokumentkontrol strammes op. Sprogkrav hæves markant. Og snyd skal fremover have konsekvenser. Det er vi i hvert fald blevet lovet.

Vi kan som samfund selvfølgelig ikke acceptere, at universitetssystemet bliver et migrationsbureau i forklædning. Studiepladser er ikke adgangsbilletter til et nyt liv i Danmark. De er redskaber til at opbygge viden og styrke et samfund. Det er stærkt kritisk, at RUC og SDU har haft så svært ved at forstå det og administrere derefter. Det er en gåde, at de har kunnet se sig selv som et fristed, hvor de kunne agere efter egne dagsordener.

Uden tillid fra befolkning og politikere kan intet universitet overleve. De må i gang med at genskabe deres legitimitet som ansvarlige dannelsesinstitutioner. Lige så laissez-faire universiteterne har været i denne sag, lige så hårdt må de arbejde nu.