Europa er endnu en gang kommet for sent til bussen
Topmødet i København demonstrerede igen, at EU savner storpolitisk slagkraft. Det kan komme os alle dyrt at stå.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En dag for sent og en dollar for lidt – a day late and a dollar short – er en amerikansk talemåde, der på glimrende vis fanger EU’s ageren i forhold til krigen i Ukraine gennem de seneste tre et halvt år.
Unionen og dens ledende medlemmer har trods mange gode viljer konstant haltet efter udviklingen i den russiske krig og først taget skeen i rette hånd, når det næsten var for sent.
Topmødet i København onsdag og torsdag gav flere prøver på denne europæiske specialitet.
Et af de emner, der blev diskuteret, var anvendelsen af russiske milliardmidler, der siden februar 2022 har været indefrosset i bl.a. europæiske finansielle institutioner. Et opfindsomt forslag om at yde Ukraine et lån med sikkerhed i op mod 200 mia. euro af russiske indeståender er i første omgang blevet syltet, fordi ikke mindst Belgien – hvor en stor del af de russiske penge står parkeret – stritter imod.
Omgangen med disse russiske blodpenge kommer ikke til at afgøre størrelsen på regningen for Ukrainekrigen – den er allerede astronomisk og vil kun vokse, når genopbygningen tager fart – men den vil have en grad af indflydelse på, hvem der kommer til at betale den.
Hvis de europæiske politikere undlader at tage beslutsomme skridt, vil det demonstrere, at de foretrækker at lade kontinentets skatteydere (det er os) stå med hele regningen fremfor at sende et hjørne af den videre til russiske oligarker og krigsmagere. I sandhed en opsigtsvækkende prioritering.
En lignende vankelmodighed har længe gjort sig gældende på sanktionsområdet. Her har Donald Trump i årevis med rette påpeget det åbenbart ineffektive og dobbeltmoralske i, at man fra europæisk side i fine erklæringer tager afstand fra Putins aggression, men samtidig (frem til 2022) byggede fælles infrastruktur med ham i energisektoren og (den dag i dag) importerer massevis af gas fra Rusland.
Efter amerikansk pres har man i den seneste sanktionspakke fremskyndet udfasningen af flydende naturgas købt i Rusland med 12 måneder til starten af 2027. Det er godt, men også på dette område er der spildt alt for meget kostbar tid.
Mest slående og skadelig er den europæiske ubeslutsomhed og splid måske, hvad angår udvidelsen af unionen mod øst. Et forsøg på at fremskynde denne proces synes under topmødet endnu en gang at være strandet på modstand fra Ungarn.
Budapest står ellers altid langt fremme i køen, når det handler om at få snablen ned i de europæiske kasser. På den måde betaler vi Kreml-vennen Viktor Orbán rundhåndet for at underminere vores langsigtede sikkerhedsinteresser. Ingen behøver på den baggrund at undre sig over, at Moskva ikke tager EU seriøst som sikkerhedspolitisk aktør betragtet.
Sidste weekend sikrede EU sig ellers en arbejdssejr efter ukarakteristisk muskuløst benarbejde forud for parlamentsvalget i Moldova. Her lykkedes det at holde den russiske indflydelse stangen og sikre landets prodemokratiske og vestligt orienterede flertal arbejdsro de kommende år. Nu handler det om at smede, mens jernet er varmt. Der bør være mulighed for hurtigt at bringe Moldova ind i varmen, og der må sættes fuld kraft på forhandlingerne med Ukraine – uanset hvad Putin hvisker Orbán i øret.
I modsætning til al den tågede snak om vestlige styrker som sikkerhedsgaranti på ukrainsk jord vil maksimal fremdrift i forhold til et EU-medlemskab være en håndgribelig brik i at skabe langsigtet stabilitet for Ukraine. Kommer EU for sent også til den bus, risikerer den fremtidige regning at blive skræmmende høj for os alle.