Våd trussel er garanti for ballade
Klimasikring drukner i manglende planer, mange puljer og en padlende Heunicke.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Mens vi kigger mod himlen for blot at registrere den næste dronesværm, er det ikke kun en klam fornemmelse. Vi risikerer bogstaveligt talt at få våde fødder.
Truslen mod vores hverdag kommer i den grad også fra opstigende grundvand, åer, der løber over deres bredder, massive skybrud, stormflod og – også i dette tilfælde – en manglende sikring.
Hos 450.000 husstande står grundvandsspejlet lige under græsplænen. 66.000 danskere bor i dag i områder, der er i fare for at blive oversvømmet. Det tal kan vokse til mindst 175.000 og op til 245.000 om 100 år.
Der sker for lidt og alt for sent. I gamle dage byggede vi diger efter stormfloden. I dag er vi klogere. Vi kan forudse, at vandet kommer, og der kommer mere af det.
Men fordums handlekraft? Den er desværre langt mere tvivlsom. Miljøminister Magnus Heunicke (S) erkender, at vi har travlt.
Den første klimatilpasningsplan fra 2023 indeholdt en kystsikringspulje på 150 mio. kr., men der var ansøgninger for 1,3 mia. kr. I finanslovsforslaget afsatte regeringen ca. 900 mio. kr. til stormflodssikring. Men vi venter stadig på ”Klimatilpasningsplan II”. Heunicke lovede en plan »efter sommerferien«. Ferien er slut i resten af Danmark. Vandet kommer. Hvor er ministeren?
Mange steder vil kommunalvalget komme til at handle om vand, men lokalpolitikerne vil ikke kunne levere de nødvendige svar. Regler om klimatilpasning er viklet ind i et hav af love, styrelser og myndigheder, alt efter hvor vandet kommer fra og bevæger sig hen.
Selv den mest handlekraftige kommune vil derudover snart ramme anlægsloftet, og hverken kommune eller forsyningsselskab må gøre noget ved grundvandet. Det må kun grundejerne. Også her er bureaukratiet fremdriftens værste fjende. Siloer må brydes ned, hvis digerne skal bygges. Uden national styring og oprydning risikerer klimatilpasningen at blive forsinket, styret af hvem der råber højst, fragmenteret og spild af penge. Kollektive løsninger må erstatte individuel panik. Det kan kun ske hos staten, hvis staten vil.
Den nødvendige investering er kun vand ved siden af den regning, der venter. DTU vurderer, at skybrudsskader alene vil løbe op i over 400 mia. kr. de næste 100 år. Det kan ganske enkelt ikke betale sig at lade være. Hverken ud fra et økonomisk perspektiv eller et menneskeligt hensyn.
Klimatilpasning handler ikke kun om beton, men også tunge beslutninger. Naboer til havkig vil miste en del af udsigten til et højere dige. Men også det langt mere komplekse venter: Hvor skal vi overgive os til naturen og ikke længere bosætte os? Hvilken infrastruktur skal vedligeholdes, hvad må falde? Sverige og Norge overhaler os på det punkt, selv om Danmark mærker klimaforandringerne mest.
Der er balladegaranti. Spørgsmålet vil uden tvivl afføde en stormflod af protester og intern splittelse. Ikke kun inden for kommunegrænserne, men også helt nede på vejniveau.
Er det rimeligt, at alle skal betale for, at folks våde drømme om vandudsigt ikke bliver et mareridt? Indrømmet, det er en svær og følelsesladet diskussion, der kræver styring, overblik, og at nogen tør sætte sig for bordenden. Ikke for at trumfe den lokale medbestemmelse, men for at give det rygstød, der mangler i dag.
Vand kender ingen grænser – men det gør vores tålmodighed. Den er brugt op.