Danmark forlader defensiven. Det er et nødvendigt skifte

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Regeringen har den seneste uge sat handling bag ordene om militæroprustning i sådan en grad, at man godt kan tale om et decideret paradigmeskifte. Både hvad angår pengebeløb og strategisk positionering.

Historiens største våbenindkøb for 58 mia. kr. bliver nu brugt på luftforsvarssystemer med langtrækkende præcisionsvåben, der vil kunne nedkæmpe fjendtlige missiltrusler og ramme mål på stor afstand (læs: missilaffyringsramper langt inde i Rusland).

Det er en investering i afskrækkelse, der giver Danmark mulighed for at handle forebyggende. Dette markerer altså ikke blot en forbedring af Danmarks militære kapacitet. Det er et mentalt og strategisk paradigmeskifte.

Danmark står nu sammen med lande som Norge, Finland, Polen og Holland, der allerede har bestilt offensive våben. Det bliver europæiske producenter, der skal levere luftforsvarssystemerne, hvilket understøtter ambitionen om et Europa, der i højere grad kan stå på egne ben.

Yderligere små 10 mia. kr. bruges på yderligere 10 F-35-kampfly, der forventes blive købt i USA i oktober. Det vil bringe antallet af danske F-35 op på 40. Det er uvist, om det skyldes et større aftalekompleks med USA eller udfordringer med samarbejde imellem forskellige tekniske systemer, at man ikke vælger europæiske fly. Både Sverige og Frankrig kan ellers tilbyde gode alternativer.

500 mio. kr. er desuden reserveret til at gøre det muligt for ukrainske forsvarsvirksomheder at etablere produktion i Danmark. Millioner er også afsat til at skabe de rigtige fysiske rammer til konstruktion af større militære skibe i Danmark.

Beslutningerne betyder, at Danmark nu står som en aktiv aktør i Europas sikkerhedsarkitektur, hvorfor Rusland forudsigeligt nok allerede har reageret med fordømmelser og trusler.

Det kan tolkes som aggressivt og optrappende, men det er svært at se et alternativ. Danmark må tage anderledes ansvar i en svær tid. USA er utilregneligt, og Nato kæmper for at holde sammen på sig selv. National oprustning er nødvendig. For fred bevares ikke ved ord alene.

Truslerne er ikke hypotetiske. Udover krigen i Ukraine, der hver dag koster menneskeliv, så minder cyberangreb mod danske virksomheder og energiforsyning og de russiske droners krænkelse af polsk luftrum forleden os om, hvor tæt truslen er på os.

At kunne beskytte sine borgere – at sikre, at børn kan gå i skole, at ældre kan leve trygt og at hverdagen ikke afhænger af fjendens nåde – er én af statens mest basale opgaver.

Når vi kan forsvare vores luftrum, havne og energiforsyning, så kan vi også sikre de skoler, hospitaler, hjem, arbejdspladser og kulturinstitutioner, der danner rammen om vores hverdag.

Derfor er det også vigtigt, at epokegørende beslutninger som disse ikke strander i bureaukrati, men får ben at gå på og placeres i en forsvarsstrategi, som danskerne kan gennemskue, forstå og have tillid til. Forsvarsforliget på 315 mia. kr. gælder 2024-2033, men lige nu er det tæt på umuligt at gennemskue, hvor mange milliarder der reelt er blevet brugt, og hvor de helst præcist skal komme fra. Regeringen skylder overblik og en økonomisk plan.

Nu ser vi så frem til, at alt materiellet rent faktisk bliver leveret og taget i brug.

Den slags kan jo som bekendt tage sin tid. Det har indtil nu taget 200 dage at indkøbe almindelige granater – og så er der jo også “Krudten”.