Blå blok – tættere på, men stadig langt fra at være et regeringsalternativ

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er ting i livet, der kan se godt ud langtfra, men langtfra godt ud tæt på.

For eksempel de borgerlige partier som en regeringsduelig enhed. De er fortsat ikke et smukt alternativ til regeringen, men efter weekendens borgerlige konvent i Fredericia er de dog tættere på.

Nu er de fire partier, der står nogenlunde samlet med en 100-dages plan og 50 politiske forslag. Bare dét er faktisk et fremskridt. Og der er en tro på, at der vil blive fundet løsninger på de interne uenigheder den dag, der er magt i sigte.

Der er også en række tiltag med slagkraft over for regeringen – bl.a. sløjfning af koranloven, genindførelse af store bededag, ja til atomkraft, strammere regler for tildeling af statsborgerskab, udtrædning af statsborgerskabskonventionen, kortlægning af islamisk infiltration i Danmark, central affaldssortering, så robotter kan sortere affaldet, og en slankning af DR til fordel for reel public service.

Forslag, som rigtig mange mennesker kan se sig selv i. Meningsmålingerne er positive. Men spørgsmålet er, om det er nok?

For der forlød ikke noget i Fredericia om, hvor pengene skal komme fra – og dét er formentlig i sidste ende det afgørende. Lavere skat og mindre stat rimer på dårligere velfærd hos rigtig mange af de midtervælgere, som kampen står om.

En privatiseret sundhedssektor i fri galop er decideret skræmmende for mange, ligesom de af gode grunde tvivler på blå skattelettelser til dem med lavest indtægter. Vigtige emner som pensionsreform, klima, kultur og Løkkes eventuelle rolle er blå blok heller ikke enige om.

Desuden er virkeligheden, at udgifterne til vores forsvar kun vil stige; at det åndelige og kulturelle forsvar venter på flere initiativer; at både sundheds- og uddannelsessystemerne skranter; at madpriserne kæntrer husholdningsbudgetter; at ejendomsmarkedet er ved at gøre vores større byer til enklaver for de rige; at provinsen dagligt taber terræn; og at Trump truer med at annektere Grønland og mere til.

Den lige linje fra lavere skatter og nedskæringer i det offentlige til gode svar på ovenstående opremsning er svær at overbevise mange om.

Individets frihed, lavere skat og offentlige besparelser er på visse stræk i modstrid til kulturel oprustning, sammenhængskraft og en levedygtig provins. Når man taler om ansvarssamfundet, taler man i virkeligheden om et socialt samfund båret af pligt, fællesskab og respekt for de gode ting, der allerede findes.

Fredericia var et skridt i den rigtige retning. Men det var også en påmindelse om, hvor lang vejen hjem stadig er. Kan de blå overbevise nok danskere om, at de kan lede landet fornuftigt uden at ofre for meget af velfærden? Hvor mange Venstre-vælgere kan lokkes?

I sidste ende skal Venstre slet ikke plukkes for vælgere, men hentes hjem med de nødvendige mandater og en statsministerkandidat, der har en chance imod en driftsikker Mette Frederiksen.

Det er ikke umuligt, men forsoningen imellem det nuværende regeringsparti og blå blok (især Inger Støjberg) ligger ikke lige om hjørnet. Desuden har Venstre, noget overraskende, allerede afvist at genindføre store bededag – det kalder det økonomisk uansvarligt. Og på vej ud ad døren åbnede De Konservative for at kunne deltage i en socialdemokratisk regering.

Det er ikke nemt at se godt ud sammen. Hverken tæt på eller langtfra.