Få stoppet de brodne kar, der tjener fedt på bosteder for skatteydernes penge
Regeringen bebuder efter flere nye sager om kritisable forhold omkring bosteder, at der nu skal ses grundigt efter, hvor galt det egentlig står til med forholdene på området. Det er på tide.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Sophie Hæstorp Andersen vil stramme reglerne, så muligheden for at begå ulovligheder bliver begrænset for bagmændene bag landets bosteder og andre sociale tilbud.
Det sker, efter at der endnu en gang er afsløret brodne kar i branchen – en branche, hvor muligheden for at få de kreative fingre ned i offentlige kasser tilsyneladende frister typer, der lader tilbuddets egentlige formål sejle.
Det er desværre ikke en nyhed, der overrasker. Det er langtfra første gang, at skatteyderbetalte penge er blevet anvendt på noget helt andet, end de blev bevilget til.
Og en ting er berigelseskriminalitet – det er åbenlyst ulovligt, men decideret moralsk forkasteligt bliver det, når det går ud over mennesker, der i forvejen står et presset sted i deres tilværelse.
De dårlige historier kommer uundgåeligt til at skygge for alle de gode – dem, der finder sted i hverdagen, usynlige for offentligheden, fordi ansvarsfuldt personale evner at tage menneskelig hånd om det, de har med at gøre.
I stedet får området et blakket ry på grund af kyniske udbyttere eller mennesker, der bare aldrig nogen sinde skulle have været betroet at have med sårbare mennesker at gøre.
Det er glædeligt, at socialministeren varsler en forstærket indsats for at få branchen renset for urent trav.
Spørgsmålet er blot, om det vil lykkes.
Socialområdet virker nogle gange som den blinde vinkel i velfærdssamfundet, hvor man bevilger millioner efter millioner uden egentlig at have nogen fast, overordnet holdning til det, man betaler for. Der er ikke mange stemmer i socialområdet – det er ikke her, de ressourcestærke vælgere findes.
Og ligesom i psykiatrien virker det derfor nogle gange, som om området bliver stedmoderligt behandlet politisk. Det må være den eneste grund til, at man tilsyneladende stadig overlader udsatte mennesker i en usikker varetægt. Eller?
Som i psykiatrien er det ikke kun et spørgsmål om at skrive et nul ekstra på checken. Penge er ikke problemet. Ikke kun, i hvert fald. Det er i højere grad et spørgsmål om at kunne – eller ville – favne mennesker, der af den ene eller anden grund har brug for samfundets støtte.
Og ja, det kan nogle gange være noget ufatteligt bøvl, når nogle mennesker tillader sig at falde uden for systemets regelrette grafer og handleplaner. Men det er også – og ikke mindst – på indsatsen over for sårbare individer, at man for alvor kan måle velfærdssamfundets succes.
Der er mere og mere regulering, regulativer og opsyn – men alligevel bliver der ved med at dukke nye sager op, hvor svigtet – enten det økonomiske eller det menneskelige – har formået at snige sig uden om systemets store lup. Det er to store elementer, der skal balanceres med hinanden: det menneskelige hensyn og systemet. Det er ikke ubetinget nogen let sag.
Men der er ingen vej udenom. Indfølte hensigtserklæringer hjælper ikke meget mod kold kynisme.
Skrivebordsdesignede virkeligheder taber alt for let til hverdagens virkelighed. Derfor er det ikke kun godt, men bydende nødvendigt, at bosteder og sociale tilbud får det store eftersyn. Samtidig med at politikerne og de bevilgende myndigheder skal være anderledes fokuserede med, hvad de vil have ud af det.
Det er en investering. Både en økonomisk og en menneskelig investering. Og ja, den slags koster. Men det er hævet over enhver tvivl om, at det på sigt vil blive endnu dyrere, hvis man svigter området og dem, der har brug for det.