Gnist til din økonomi ligner en gammel kortslutning
Fjernelsen af afgiften er et sjældent tiltag, som kan mærkes direkte. Det burde være kommet for længst.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det kommer næppe til at påvirke frekvensen af kogevaske i de danske hjem, at regeringen sætter en stopper for elafgiften i to år. Til gengæld kan det skubbe til danskernes humør, der er lige så lavt, som når håndklæderne skal lægges sammen.
At nedsættelsen ikke er sket for længst, er ubegribeligt. Man har talt om nødvendigheden af grøn omstilling, nedslidt ambitionen om at være et foregangsland, samtidig med at man har fastholdt måske verdens højeste energipriser. Det er en pinlig politisk selvmodsigelse.
Trods tidsbegrænsning kan man håbe, at tiltaget kan være med til at fremme elektrificeringen i industrien, og det vil efter alt at dømme have større klimaeffekt og betydning for rentabiliteten i vedvarende energiprojekter. Hvis det denne gang bliver til noget. For alt hvad vi har fået hidtil, har kun været lavspændte løfter.
Så sent som i 2022 lovede Mette Frederiksen (S) og Venstres daværende leder, Jakob Ellemann-Jensen, at sænke afgifterne. Bl.a. hjulpet af De Konservative var der flertal for det, men intet skete. Jo, en aftale om en meget langsom og langtfra tilstrækkelig lempelse mod 2030 blev det til. Men det vil næppe kunne mærkes, og kan det ikke mærkes, virker det ikke.
Vilde energipriser har været et urimeligt og ufornuftigt vilkår længe, også før Rusland invaderede Ukraine, og medarbejderne på de offentlige kontorer pludselig måtte arbejde sig til varmen. Varmechecken viste, hvad særordninger ofte ender med i Danmark: bureaukrati, der æder idéen, før den (måske) når borgerne. En total fjernelse af elafgiften burde være administrativt håndgribeligt, selv i Danmark.
Det albuerum i danskernes økonomi, som Mette Frederiksen nu igen plæderer for, kunne og burde med andre ord være kommet for lang tid siden. Det vil være både rimeligt og nødvendigt. For der er brug for alle initiativer, der ikke kun højner den kalkulerede købekraft, men også reelt løfter danskernes tro på, at det hele ikke er så håbløst, som vi bilder os ind.
Helt aktuelle tal for forbrugertilliden tegner nemlig igen et forværret deprimerende billede af, hvordan danskerne ser på deres egen og samfundets økonomi i fremtiden. Sortsynet tones bl.a. af høje fødevarepriser og det daglige prischok, som bl.a. hakket oksekød kan udløse. Statsministerens løfte fra 2022 om, at det ikke skulle blive dyrere for den enlige mor at servere kødsovs til sine børn, er overhalet af virkeligheden.
Lav forbrugertillid savner nuancerne fra andre og mere lyse økonomiske nøgletal, der er baseret på realiteter og ikke forventninger. Friske tal for dansk økonomi viser, at væksten trods alt er tilbage i plus. Reallønnen er stigende, og selv om vi køber mere, bruger vi slet ikke alle de penge, som vi kunne.
Fjernelsen af elafgiften er en fornuftig og sikker vej til direkte effekt. Derimod er det mere tvivlsomt, om de varslede lempelser af gebyrer i fødevareindustrien vil resultere i lavere priser i supermarkederne. Der er mange led fra ko til køledisk, som besparelserne kan fordufte i. Færre afgifter og mindre kontrol er under alle omstændigheder velkomment, ligesom en fjernelse af bogmomsen positivt kan påvirke oplevelsen af, at det ikke er alt, der bliver dyrere. Hvis besparelsen vel at mærke når ud til boghylderne.
En fjernelse af elafgiften vil derimod med garanti kunne ses i privatøkonomien og forhåbentlig også på forbrugernes humør. Hvis løftet denne gang indfries – og hvis danskerne tør bruge pengene – kan afskaffelsen af elafgiften blive et af de sjældne politiske tiltag, der mærkes i virkeligheden.