Skoleåret er i gang igen, men lærerne er stadig som fodbolddommere uden fløjte og kort
Uden ro, respekt og konsekvens kan vi ikke have en fungerende skole. Ledelserne må støtte lærerne i at markere tydelige rammer. Forældrene må bakke op. Og lærerne skal vide, at nogen har deres ryg.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Både Superligaen og skoleåret er i gang igen.
På grønsværen har dommerne både fløjte og gult og rødt kort, så de med sund fornuft kan sanktionere spillere, der ikke følger reglerne, så kampen kan afvikles fornuftigt til både spilleres og publikums tilfredshed.
Skolelærerne? De har tæt på ingenting at gøre med. En lærer må hverken føre en elev ud, uanset hvor meget denne ødelægger undervisningen, eller skille to elever ad, hvis de er oppe at slås.
Den lærer, der alligevel prøver, risikerer en klagesag. Det svarer til at sende fodbolddommere på banen uden fløjte og kort.
Hvordan har nogen nogensinde kunnet tro, at det kunne gå godt?
I årevis har lærerne været sat på en uriaspost. På den ene side en voldsomt idealistisk idé om inklusion: at alle børn – næsten uanset forudsætninger – skal være i den samme klasse. På den anden side stramme regler, der fratager læreren autoritet og enhver reel mulighed for at sikre ro.
Resultatet har været forudsigeligt: Uroen har været stigende, voldsepisoder hyppigere, og lærere melder om stress, magtesløshed og lyst til at forlade faget. Og eleverne taber. De børn, der kommer i skole for at lære, får deres skolegang ødelagt, fordi enkelte elever kan holde 24 andre som gidsler. Når undervisningen hele tiden afbrydes af uro, konflikter og støj, bliver det ikke bare svært at lære – det bliver umuligt at indfri det faglige potentiale.
Internationalt har man indset, at læreren skal have reel myndighed i klasseværelset. Der arbejdes målrettet med struktur og faste rammer for at undgå, at elever falder ud af undervisningen. Og man har accepteret, at børn med særlige behov ofte har brug for andre rammer end en almindelig folkeskoleklasse. Vi bør lære af f.eks. Finland, Holland og Norge.
I Danmark har vi derimod ladet os forblinde af inklusionsideologien. Mange af de børn, der burde have et anderledes og mere skærmet tilbud, er i stedet havnet i en almindelig folkeskoleklasse, hvor de hverken selv trives eller kan give plads til resten af klassen. Det er en ond spiral, som vi alt for længe har vendt det blinde øje til.
Vi skal ikke acceptere, at hele generationer af børn forlader skolen uden de færdigheder og den dannelse, som vores samfund bygger på. Ro i klassen er ikke et pædagogisk luksusgode – det er en forudsætning.
Vi må turde sige, at der er grænser. Ikke for barnets værd, men for hvor meget ét barn kan fylde på bekostning af andre. Vi må insistere på, at lærerens autoritet styrkes. Og vi må have politisk mod til at oprette flere specialtilbud, så inklusion igen bliver et redskab, ikke et dogme. Behovet for kulturel og åndelig oprustning er åbenlyst.
Lad os være ærlige: Den oprustning begynder hverken i avisspalterne eller på talerstolene. Den begynder i klasseværelset, hvor børn skal tilegne sig viden og færdigheder og lærer at lytte, koncentrere sig, tage ansvar og respektere andre.
Det handler ikke om at skrue tiden tilbage til spanskrøret og lektor Blomme. Men om at lærere ligesom fodbolddommere har brug for fløjte og kort. Det handler om at indse, at uden ro, respekt og konsekvens kan vi ikke have en fungerende skole. Ledelserne må støtte lærerne i at markere tydelige rammer. Forældrene må bakke op. Og lærerne selv skal vide, at samfundet står bag dem, når de håndhæver roen.