Europas Trump-hviskere lykkedes med vanskelig balancegang
En europæisk delegation formåede at holde Ukraine-processen på sporet i Washington under et møde med Donald Trump. Det var vigtigt, men de største udfordringer ligger forude.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Om katten er sort eller hvid, gør ingen forskel, så længe den kan fange mus.
Talemåden tilskrives den kinesiske leder Deng Xiaoping, der brugte den til at retfærdiggøre sin zigzagkurs mellem stalinistisk planøkonomi og markedsreformer.
En lignende betragtning kunne man anlægge i forhold til de europæiske forsøg på at finde en form for fælles forståelse med Donald Trump i store udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Her synes man at være klar til at acceptere en kat af snart sagt hvilken som helst race og farvenuance, så længe den kan sikre sig selv den mindste mus – og man undgår en nedsmeltning i relationerne til Washington.
Det seneste eksempel på dette princip oplevede vi i Det Hvide Hus i forbindelse med forhandlingerne om Trumps forsøg på at bilægge konflikten i Ukraine sent mandag. Som en meget synlig backinggruppe for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, undgik en delegation af europæiske toppolitikere en konfrontation, der kunne have fået voldsomme konsekvenser. Samtidig fik den markeret, at Rusland ikke bare kan diktere vilkårene for en fredsslutning.
Den samme filosofi om at undgå ødelæggende sammenstød styrede afviklingen af Nato-topmødet i i juni, da generalsekretær Mark Rutte slog knuder på sig selv for at være Trump tilpas med en optræden, man efter temperament kunne kalde smidighed eller spytslikkeri.
EU-toppen anlagde en lignende kurs, da man valgte en maksimalt blød reaktion på Trumps beslutning sidste måned om at pålægge europæiske varer en told på 15 pct. Her undveg Bruxelles en konfrontation ved ikke at gøre gengæld i noget videre omfang.
Denne taktik har et par iøjnefaldende fordele. Først og fremmest undgår man at spille sine modstandere – såsom Moskva og Beijing – gode kort i hænderne ved at påkalde sig Trumps pludselige og ofte irrationelle vrede.
Den russiske reaktion på mødet i Washington sent mandag har været sur og fåmælt, hvilket tyder på, at missionen i nogen grad lykkedes. I Kreml havde man selvfølgelig hellere set åben splid i den vestlige lejr.
Samtidig vinder denne linje europæerne tid – en tid, der skal bruges til at styrke fælles strukturer og finde måder, hvorpå man kan øge kontinentets strategiske suverænitet.
Men den europæiske tilgang har også sine begrænsninger, og de kan snart blive åbenbare i Ukraine-spørgsmålet. For en ting er at undgå de helt store anstødssten og føje sig i mindre spørgsmål. En anden er at vise karakter, når det virkelig gælder.
Det bliver nødvendigt – og måske meget snart. For mødet i Washington skøjtede elegant uden om de virkelige problemer i forhold til en fredsslutning: Hvor skal grænsen drages? Hvordan skal det foregå, når parterne fortsat kæmper på livet løs? Og på hvilken måde skal det garanteres, at russerne – vel nok verdensmestre i løftebrud – ikke bare angriber igen? Indtil videre er der ikke fremkommet seriøse svar på disse spørgsmål.
Man må være bekymret for, om Europa er udstyret med en rygrad, der kan holde, hvis Washington og Moskva begynder at presse fra hver sin side i forhold til disse og andre emner.
Men det er helt afgørende, at vi er klar til at stå imod, hvis og når det bliver nødvendigt. Det handler om Ukraines overlevelse og mulighed for at fungere som selvstændig stat, men det handler også om vores egen langsigtede sikkerhed.
Smidighed kan være en dyd i den farefulde sejlads i Ukraine-spørgsmålet. Slår den om i holdningsløs opportunisme, venter katastrofen forude.