Hvem er det, der er mørkemand, Anders Stjernholm?
Ateistisk Selskab forstår det ikke: Danskerne køber ikke dets budskab om det fede ved ikke at tro – og det farlige ved at tro. Tværtimod erklærer flere danskere, at de tror.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er noget herligt selvmodsigende ved ateister. Næsten fundamentalistiske i deres overbevisning om, at de ikke tror. Så meget, at mange ateister nok i virkeligheden er mere troende end dem, de vil redde fra at tro.
Ateistisk Selskabs uforfærdede ridder, fortaleren for det formastelige i at tro, komikeren Anders Stjernholm, ender ofte med at fremstå ufrivilligt komisk, når han fægter for sin … øh … ikke-tro. Senest har han dog resigneret i denne avis.
Slaget er tabt, erkender han. Trods buskampagner og kronikker nægter et flertal af danskerne at lade være med at tro. Ja, faktisk bekender flere og flere, at de er troende. Fordi de har brug for noget at tro på i en tid, hvor ens tro på fremtiden godt kan have det svært.
Senest har Stjernholms kollega Casper Christensen kastet sig i armene på den kontroversielle Hillsong-frikirke, der er ledet af den gamle, selvbestaltede rullekors-evangelist Moses Hansens søn.
Den slags giver god omtale; en kristen kendis. Som ”Klovn”s far selv har givet udtryk for, så er det utroligt, at det kan være så opsigtsvækkende i et statsanerkendt kristent land at sige, at man er kristen.
Men det siger nok i virkeligheden mere om danskernes forhold til tro end det pseudo-inkvisitoriske skrækscenarie, som Anders Stjernholm forsøger at tegne.
Folkekirken er fortsat en kulturinstitution, der tilbyder medlemmerne andet og mere end salmesang søndag formiddag. 70 pct. af danskerne er medlem af folkekirken – hvilket ikke er bekymrende få, i betragtning af at Danmark ikke er det monokulturelle samfund, det var engang.
Anders Stjernholm benytter den aktuelle homofobi-undersøgelse fra SSI til at få kristne til at fremstå som et fællesskab af mørkemænd, der ikke kan rumme tanken om homoseksualitet i deres trostyngede hjerner.
Hele fortællingen om det vestjyske bibelbælte får en ny omgang ilt og bliver i det hele taget brugt til at sætte kristne i skammekrogen som et fortidigt folkefærd.
Vorherre bevares!
Ja, der er præster i den danske folkekirke, der har det stramt med at vie homoseksuelle. Men ikke mange. Og der er tilmed præster i selvsamme folkekirke, der er homoseksuelle. Jamen har man hørt mage! Kan man være det?
Hvis man stiller den slags spørgsmål, må tillægsspørgsmålet unægteligt være: Hvem er det egentlig, der udstiller sin formørkethed her? Det, der kendetegner den danske folkekirke – og formodentlig også en af årsagerne til, at befolkningen ikke vender den ryggen – er, at det er en folkekirke. En temmelig udogmatisk institution, der er lige så forskelligfarvet som resten af samfundet.
Men i Anders Stjernholms endimensionelle verdensbillede er alle lige, hvis de tror. Lige dumme. Ja, det er nærmest synd for dem, der tror, må vi forstå. For det kan kun være åndeligt indskrænkende typer, der læner sig mod en tro.
Det er patetisk at lytte til Stjernholms selvgode fortvivlelse over, at hans ”tro” ikke får så mange kunder i butikken, som han troede.
Måske skulle komikeren kigge lidt på verden og spørge sig selv, hvorfor flere og flere mon vender sig til den kristne tro i erkendelsen af at have et behov for noget, der er gennemtestet gennem 1.000 år? Den kristne tro er en del af det, der har formet os som danskere gennem 1.000 år. Det stikker dybere end som så. Og dybere end Anders Stjernholm.