Det nemme er at sige ja. Langt sværere er det at sige nej
Folketinget står over for flere etiske dilemmaer. Et af dem er et borgerforslag om, at kvinder skal hjælpes med kunstig befrugtning, når de vil bære et barn for par, som ikke selv kan sætte børn i verden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
På mindre end to måneder har syv danske kvinder samlet over 50.000 støtter til et forslag om, at sundhedsfagligt personale i Danmark må assistere ved altruistisk surrogasi. Oversat til mere jævnt dansk betyder det, at sundhedsfagligt personale skal have lov til at sætte befrugtede æg op i kvinder, som frivilligt har indgået en aftale om at bære en graviditet for par, som ikke er i stand til at få børn.
Ifølge den nuværende lovgivning er det ikke ulovligt at være surrogatmor, men for de par, som vil benytte sig af metoden, kræver det, at man enten tager sagen i egen hånd eller søger hjælp i udlandet. Det er det, som de syv kvinder vil lave om på. I det opslag, som de har lavet på borgerforslag.dk, henviser de bl.a. til, at »Etisk Råd bakker op om altruistisk surrogasi«.
Det er korrekt, men går man dybere ned i Etisk Råds udtalelse fra 2023, afdækkes flere etiske problemstillinger og uenigheder blandt de 15 af 16 medlemmer, som overordnet set mener, at det vil være etisk forsvarligt at ændre på lovgivningen, så sundhedspersonale får mulighed for at medvirke.
Allerede når det gælder spørgsmålet om, hvem der så måtte have ret til behandlingen, deler medlemmerne sig. Kan det begrundes i medicinske, biologiske eller sociale forhold ? Altså kvinden, der på grund af sygdom ikke selv kan bære og føde sit barn? Et mandligt homoseksuelt par eller karrierehensyn?
Mens et samlet Etisk Råd stod bag en afvisning af, at man skal kunne betale sig for surrogatmoderskab, så deler spørgsmålet om kompensation medlemmerne. 10 finder det forsvarligt, at den kvinde, der stiller sin krop til rådighed for graviditeten, får »et offentligt fastsat kompensationsbeløb, som har en størrelse, så det udgør en passende symbolsk anerkendelse af surrogatmoderens hjælp, men ikke risikerer at medvirke til hendes motivation«. Fem medlemmer afviser og fremhæver, at kompensation ud over de faktiske udgifter ret beset kan betragtes som en form for betaling.
Mekanismen i borgerforslag er sådan, at partierne i Folketinget skal tage stilling til, hvem der skal fremsætte beslutningsforslaget. Det fremsættes nemlig ikke automatisk.
Både disse og flere spørgsmål, som Etisk Råd også berørte, viser, hvor vanskeligt alene det kan blive, hvis folketingsmedlemmerne skal have en mulighed for at overskue, hvad de stemmer om. Spørgsmålet kan ikke kun reduceres til spørgsmål om, hvorvidt sundhedspersonale må assistere ved befrugtningen. Det åbner for mange etiske problemstillinger, som skal gennemtænkes, og som hvert enkelt folketingsmedlem skal forholde sig til. Mange har formentlig sympati med homoseksuelle par, som vil stifte familie. Heldigvis er vi også på det område forbi det punkt, hvor forældre blev dømt ude, blot fordi de var homoseksuelle. Også kvinden, der af medicinske grunde ikke kan føde børn, gør det let at sige ”ja, selvfølgelig”, men hvad med den, som ikke lige kan overskue en graviditet?
Ud over borgerforslaget, som omhandler livets undfangelse, står Folketinget over for at skulle tage stilling til livets afslutning: Om aktiv dødshjælp skal tillades i Danmark. Inklusive en lang række etiske konsekvenser, som rækker langt videre end spørgsmålet om det, som kaldes »en værdig død«. At både undfangelse og død overhovedet bliver genstand for politisk lovgivning er tankevækkende i sig selv. Man bør tænke sig grundigt om, inden der åbnes for både det ene og det andet.