Når sårbarhed er det nye sex, bliver tre timer lørdag aften en ynkelig omgang
En betalingsfejl blev til en national kollapstest. Ikke alle institutioner og borgere er åbenbart klar til et ægte krisescenarie.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tre timers fornemmelse af afmagt ramte landet lørdag aften, da Nets gik ned. Denne forstyrrelse af normalbilledet og oplevelsen af indskrænket frihed gik ikke stille af.
Restauranterne fik travlt med alternative opkrævninger, og kreativiteten giver trods alt håb om, at nogen kan finde nuets nødvendige løsninger.
Hos Muskelsvindfonden, der i disse dage afvikler Grøn, kaldte man dog situationen »katastrofal«.
Tivoli melder om tabt omsætning på en aften, hvor Tom Jones spillede på plænen, men den største bombe ramte alligevel asfalten ved Storebæltsforbindelsens betalingsanlæg.
Modsat Øresundsbroen og flere færgeruter valgte man på Storebælt at holde bommene lukkede for dem, der ikke umiddelbart kunne betale på anden vis end med kort.
Bilkøerne blev lange som rækken af A/S Storebælts dårlige undskyldninger for ikke at handle i situationen og få trafikken til at glide.
Manglen på overblik og handlekraft er et ilde varsel. Det samme er enkelte bilisters opførsel ved betalingsanlægget, hvor bomme blev ødelagt og sagesløse medarbejdere truet på livet.
Det er naturligvis en helt utilstedelig opførsel, der ikke kan bortforklares, heller ikke i lyset af situationens idioti.
De to forhold, den ringe evne til at håndtere en uvant situation kombineret med bilisternes reaktionsmønster, er en dyster antydning af, hvordan vi her i landet er i stand til at tackle et mere alvorligt og mere langvarigt nedbrud i Danmark, hvad enten det er vores betalingsmuligheder eller vand- og elforsyningen.
Infrastrukturens og danskernes robusthed er afgørende, hvis vi en dag havner i en virkelig alvorlig situation som følge af et hybridangreb. Noget, vi er blevet advaret om så mange gange, og som mange har forberedt sig på.
Det anses ikke længere for mærkværdigt at have ekstra vand, dåsemad og en FM-radio på hylden. Mange har på den måde garderet sig fysisk, men hvad med det mentale?
Vi har set det med gær under strejker og toiletpapir under en epidemi.
Broen er et nyt eksempel på irrationelle reaktioner, der synes forbundet med og forstærket af den moderne offerfortælling.
Den populære offerdyrkelse trives i forvejen i bedste velgående og vil kun få ekstra næring af en alvorlig og indgribende situation, f.eks. et hybridangreb. I sårbarhedens tid, hvor det skrøbelige hyldes, og hvor kardinaldyderne har trange kår, har vi glemt – eller tør måske ikke – at anerkende styrken og fremhæve evnen til at holde ud.
»Sårbarhed er det nye sex,« synger Annika Aakjær.
Man frygter, at jo mere den dyrkes, jo mere elendige bliver vi til at stå imod, når det ikke kun handler om følelser, men også evnen til at håndtere en afmægtig situation og de prøvelser, der lurer i en usikker og uforudsigelig verden.
Den civilisatoriske modstandskraft var i få timer lørdag udsat for en bitte prøvelse af det, der potentielt venter os. Hvis en så relativ lille forstyrrelse kan føre til kaos, vrede og afmagt, må vi spørge os selv, hvad der sker, når vi står over for langt større problemer. Vi har brug for en kultur, der i langt højere grad hylder handlekraft, ansvarlighed og robusthed frem for afmagt og sårbarhed som ideal.
Ødelagte bomme, dødstrusler, håbløs mangel på handlekraft og ubegribelig dårlig situationsfornemmelse er en hulbrystet modstandskraft. Vi må være stærkere end det svaghedsideal, der er så ødelæggende fremherskende.